Søren Møllers blog

At give

Tilbage i den legendariske salsaklub Nuyorican Cafe's lokaler, hvor jeg optrådte i 2009, finder jeg nu mig selv nærmest hengemt bag en stolpe, mens San Juan's lokale befolkning danser natten væk i bankende salsarytmer. En teenagedreng på timbales udfordrer konstant aftenens øvrige musikere med sine utrolige variationer og får de øvrige medlemmer til at yde deres ypperste, mens barillito rommen holder festen i gang til ud på de små timer denne torsdag nat. Det er dagen efter, at jeg er blevet introduceret, som et medlem af familien under Puerto Rico konservatoriets årlige Festival Internacional De Percusion. Og dagen før to dages optrædender på det sprudlende kunstnertilholdsted, galleri og spillested La Respuesta.

For en dansker opdraget med “en – to – tre – så sir' vi hey” og andre folkedanse, står plenaen, bombaen og salsaen, som puertoricanerne høj som lav føler sig helt hjemme i, som en sofistikeret folkekultur. Vi er fjernt fra Amerikas kyster, skønt alle borgere her har amerikansk pas og styres som koloni fra Det Hvide Hus i Washington. Hvis samtalen skal have en seriøs karakter skal sproget være spansk. Det er det sprog puertoricanerne identificerer sig med, de nationaliteter de holder med i sport, de mennesker de ser som brødre og søstre rundt om i verden. Med min spanske totur på iphonen kommer jeg ikke langt i diskussionerne. Uden at kunne danse, uden at kunne styre de hurtige sekstende dele med snorlige præcision i montunoens landskab, må jeg betegne mig selv, som en sand “gringo”: En hvid mand med alle de fordomme den caribiske verden nu måtte have om ham.

Men mine puertoricanske medmusikere fra Henry Coles Afrobeat Collective, som jeg er her for at indspille plade med ser mig ikke som en person, der ikke vil lære sproget, der burde hjælpes lokalt så han ikke flytter ud, der er en belastning, fordi han konstant må have en hjælpende hånd - en åben dør - til denne nye kulturelle virkelighed af vaner han aldrig har stiftet bekendtskab med. De ser mig ikke som en ”gringo”, men som El Diablo Dinamarca! De giver aldrig op og lærer mig samtlige navne på de bønner man kan få til ris og forklarer opskrifterne på samtlige de typer af kylling de selv godt kan lide. De fortæller om Puerto Ricos historie, om deres traditioner og tilbyder mig af finde en passende bolig, jeg kan flytte ind i, så Puerto Rico kan blive mit andet hjem. De græder over sentimentaliteten i min strygekvartet, de tilbyder mig at lære at danse, de taler til mig på engelsk og spansk og kommunikerer gennem musikken, hvor min baggrund og mine traditioner også får dem til at gå nye veje.

De viser mig, hvor enkelt integration kan gøres, med brugen af nysgerrighed og accept. I deres handlen lærer jeg, at åbenhed mod alt det ukendte kan være en inspiration både for den, der oplever alt det nye og for dem, der pludseligt ser deres egen kultur udefra. Denne fællesinspiration skaber en energi, der tiltrækker andre mennesker, for hvem vil ikke være en del af en kulturel udveksling, når den er positiv, inspirerende og fører nye ting med sig. I dette tilfælde en musik, der nok har rødder i den puertoricanske kultur, men som i kraft af samarbejdet mellem forskellige kulturer rækker ud over, hvad de puertoricanske musikere kunne have skabt på egen hånd.

San Juan Hotspots:

http://www.nuyoricancafepr.com/nuyorican.html

http://www.larespuestapr.com/ 

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg sad for to timer siden og tænkte på kommunikations-former, i grove former.

Dans
Teater
Mad
Ord på papir, uden et menneskeslig ansigt, og dets mange udtryksformer tilknyttet.
Krig
Musik
Sport...o.s.v

Og så læser jeg din blog, om nogle af de former jeg selv foretrækker. : )

Selv finder jeg krig for den laveste fællesnævner, den hvor man ganske enkelt ikke kan finde en udtryksform, og viljen til at forstå, er afløst af en aggressiv dovenskab.....

Held og lykke med projektet !

Jeg tror lige jeg må uddybe "aggressiv dovenskab," da de fleste ville tænke :

Men menes der ikke intellektuel dovenskab?

Nej!

Aggression tilhører os alle, og kan udtrykkes som glæden ved som et eksempel, at have scoret et mål. YES !

Som glæden ved at have taget forbandelsen til sig og overkommet den med viljen til at ville. YES !

Og så den kedelige udgang at dovenskaben og aggressionen mødes for enden af et geværløb.

Den aggressive dovenskab.

Held og lykke !