Søren Møllers blog

Konservatoriet gør op med alsidigheden

Det vakte en del debat i Politiken og på Jazzblog.dk, da Rytmisk Musikkonservatorium for et par uger siden offentliggjorde deres nye optagelseskrav. Væk var klassiske musikstudiedyder som hørelære og nodelæsning. I stedet var improvisation over digt og en personlig samtale inde i varmen. Tiltag, der skal give Danmark stærkere kunstneriske profiler i miljøet over de kommende år.

Den nye optagelsesprøve er en helt ny tilgang til studierne, der må have givet enhver konservatorie-forberedende skoleleder (Musikalsk Grundkursus MGK, talentlinier, eller en del danske højskoler) iskolde fødder: For hvordan forbereder man sine elever til en optagelsesprøve, som ingen af ens lærere nogensinde selv har bestået? På samme vis bliver det spændende at se, om konservatoriet selv finder de samme lærere, der indtil nu har uddannet alsidige musikere til det danske musikliv, kvalificerede til på kommando også at kunne levere specialiserede stærke kunstneriske profiler?

Konservatoriets nye politik griber ind i både en lokal og en global udvikling. De seneste jazzmusikere, Miguel Zenon (sax) og Jason Moran (piano), der er blevet tildelt det amerikanske ”genius grant” fra The MacArthur Fondation ($500.000) er begge på hver deres måde kendetegnet ved at hylde egne geografiske rødder, samt at fremføre deres musik med et stærk personligt udtryk. For Moran, der er en af tidens mest succesfulde jazzmusikere, er prioritering eller begrænsning (alt efter øjnene, der ser) i udtryk et bevist valg.

Globalt er det særegne og specialiserede vejen ind på et fulstændig overbefolket marked. Aldrig har så mange universiteter verden over tilbudt uddannelser i rytmisk musik og aldrig har så mange unge valgt at prøve kræfter med netop denne levevej. Den svenske saxofonist Joakim Milder forklarer således: ”der råder på arbejdsmarkedet en massiv overetablering, hvor ganske mange musikere kan cirka de samme ting. I det perspektiv fremstår en musiker, som står for et tydeligt alternativ selv, som mere sandsynlig at ansætte end nummer 31 på listen af gode guitarister”. Milders kommentar afspejler både det lokale og det globale i kraft af de mange uddannelsestilbud og mætningen af markeder.

Overalt i verdens storbyer sidder uddannede musikere, der kan levere imitationer af de mest markante stilistiske opfindelser i jazzens historie. Men hvem skal lytte og hvordan kan disse musikere turnere, når hver by har sin egen version af denne alsidighed. Milder finder løsningen i den kunstneriske profil: ”Da bliver det også det specifikke som efterspørges, ikke vores evne til at kunne spille hvad som helst og som hvem som helst. Der kommer altid til at være plads til et tydeligt alternativ”.

Ikke alle kan blive store kunstnere, men alle kan blive personlige, hvis de tør og er åbne for at gå egne veje. Hvad det vil gøre ved fremtidens TV baggrundsbands, revysange, salmerne – når nu så mange jazzmusikere ender i de danske kirker og selvfølgelig dansk jazz, kan man kun gisne om. På lokalt plan venter der os alle store oplevelser. På det globale plan er det personlige musikerens eneste mulighed. Tilmed vil flere danske gennembrud på de udenlandske scener give kommende generationer af personlige musikere en ”stepping stone” i form af et udvidet marked og en forståelse fra udlandet af, hvad dansk jazz kan være.

Konservatoriets nye optagelsesprøve vækker på mange måder en jazzbranche, der måske ikke længere er helt klar over, hvad den skal kunne og på mange punkter allerede er blevet alt for teoretisk uden et forhold til, hvem der skal lægge øre til musikken (eller om nogen skal). Hør blot, hvad den amerikanske producer Jon Brion siger om sit forhold til de amerikanske jazzkolleger: ”Jeg kunne ikke lide nogen af de nye jazzmusikere jeg hørte. Jeg troede ikke på dem. Jeg var ekstremt forstyrret af, at denne musik bygget på spontanitet skulle være så frygteligt uoriginal, at den var blevet til mennesker, der havde lært at spille en serie af toner over forskellige akkorder”.

At finde sig selv og udtrykke noget personligt er selvfølgelig en meget mere diffus indgangsvinkel til at studere, end hvis man i konkrete nodelæsnings og hørelære niveauer skal fra A til B. Hvad er det man ønsker at udtrykke, når man udtrykker sig personligt og hvem er det, man ønsker der skal lytte til det. Det har produceren Daniel Lanois et godt bud på. Et bud, der handler om at leve. ”Den mest sande måde at fortælle en historie på er ved at have levet den. Hvis du har levet den, så fortæller du sandheden. Og når du fortæller sandheden kan lytteren fornemme, at det er sandt. Derfor bliver din historie mere personligt overleveret og jeg tror, at det er hvad lytterne lytter efter. De ønsker at føle, at forfatteren har levet historien. Så kan de opleve den samme følelse, ved at leve sig ind i selve sangen”.

jazzblog.dk

Jon Brion

Daniel Lanois

Miguel Zenon Este Plena

Jason Moran Same Mother 

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ironisk nok kan man jo frygte personligheden forsvinder, i og med man indfører de nye tiltag. For hvad er en personlig samtale, andet end carte blanche til studiet om at optage dem, der tilfældigvis falder i interviewerens smag?
Ikke at der som sådan er noget galt med, det enkelte konservatorium har sin egen stil eller klang, om man vil. Men i og med landet ikke ligefrem bugner af konservatorier vil det, alt andet lige, næppe medføre en større bredde i den danske rytmiske musik.
Man ser jo det samme i forhold til dansk film, hvor der sandt at sige ikke sker det helt store - her sidder der jo også folk og kigger på hvad de nu tilfældigvis kan lide, og så ellers styrer sol og måne i branchen.
Ikke at der er noget galt med en særlig stil, for det enkelte land... Men den slags skal jo gerne udspringe af andre ting, end hvad "The Man" nu tilfældigvis kan lide. Der kan man jo igen skele til filmens verden. Hvor fransk filmkunst er et udemærket eksempel - der er sket et stort skred i moderne fransk film. Men man har stadigvæk et særligt fransk særkende og skreddet er altså ikke sket oppe fra og ned. Det er ganske enkelt sket fordi en masse unge talenter, fra bl.a. Algeriet, har fundet vej ind i branchen... og disse mennesker har måske nok brugt mere tid på Bloodsport og Way of the Dragon end på Grand Illusion og Kilden i Provence.
Derfor tror jeg ikke nødvendigvis den nye retning nødvendigvis er skidt. Man skal dog være opmærksom på der ikke går nepotisme og ensretning i det.
Men det største problem, som jeg ser det, er at man gør det for at holde tingene lokalt. Det er Danmark ganske enkelt ikke stort nok til. Så hvorfor ikke udnytte mulighederne i det europæiske fællesskab, og gøre kunsten til et fælles europæisk koncept?
Pointen er at man må øge samarbejdet, for hvem siger det rytmiske musikkonservatorium er den eneste mulighed? Det handler vel om at placere talenterne hvor de har de bedste muligheder. Istedet for at indrette vores institutioner efter en bred idé om hvordan kunst bør være.