Søren Møllers blog

En fortælling om friskhed

 

Alle som er blevet interviewet uden en båndoptager kender til at spørge om en gennemlæsning inden avisen går i trykken. Af og til kan det være svært at genkende, hvad man har sagt og derfor er det rart at vide på forhånd, hvad man citeres for. I anmeldelser gælder forhåndslæsningen selvfølgelig ikke og derfor var det svært for mig at læse Informations anmeldelse af min koncert på Jazzhus Montmartre. For nok talte jeg til publikum om Kenny Barrons friskhed i hans udtryk, men ikke ud fra et misundelsesperspektiv. I stedet talte jeg om det for at forklare noget af det vigtigste jeg har lært om kunst og samtid og som derfor allerede eksisterer i mit eget udtryk. Lærdommen om kunst og samtid giver muligheden for at lytte til musik på en anden måde og selv, uanset musiske kvalifikationer, være i stand til at bedømme om musikken lever.

En af de helt store oplevelser ved mine studier på Manhattan School of Music var, hver uge at modtage undervisning af Kenny. Han var pianisten fra albummet People Time, der var den første jazzplade, der fik mig til at tænke på at blive jazzpianist selv. I starten af halvfemserne var han også et af de første ord jeg skrev i søgemaskinen Altavista, da internettet kom til Bredsten. At Kenny Barron underviste på MSM gjorde, at skolen dermed også dukkede op i søgningen og sammen med byen New York grundlagde drømme om at komme ud og se verden på en helt anden måde end mine ”back packing” medstuderende i det jyske. En hike på stier, der ikke havde guidens beskyttende kendskab til terrænet og dermed kunne lede til helt uforudsete oplevelser.

Kennys undervisning bestod i at spille duo med sine elever. Man valgte en sang fra jazzens standardrepertoire og spillede så løs en times tid. For langt de fleste af Kennys studerende bestod indlæringen i at lytte koncentreret til hans spil, for derefter selv at forsøge at eftergøre hans ganske overlegne stemmeføring, hans lette swingende feel eller hans melodiske linier. Sådan var det også for mig selv indtil en dag, hvor jeg indså, at der var noget ved situationen, der ikke kunne fortsætte.

Kennys spil fremstod i kraft af hans erfaring og vores repertoirevalg ganske enkelt friskere og mere tidsvarende end mit eget spil. Denne fornemmelse var selv om, at vi jo sad og spillede sammen, samme uge, samme år. Jeg spurgte ham direkte om, hvad det er, der får musikken og dermed musikerens spil til at fremstå som friskt? Kennys svar var noget jeg ikke har hørt andre musikere tale om før eller siden, men som jeg hele tiden lægger mærke til, når jeg selv lytter til live musik.

Kenny fortalte mig om sine unge år, om at kunne synge med på samtlige af pianisten Red Garlands soloer, da han var tidens store pianist i Miles Davis gruppe. Han fortalte om den konkurrence, der huserede mellem den amerikanske øst- og vestkyst og om, hvordan disse stilforskelle var med til at forme musikerne på scenen. Stort set alt, hvad Kenny fortalte mig om hans formative år som pianist handlede om musik i relation til samtiden. Den vigtigste kilde til information var den tid, han var en del af. Inspirationen kunne komme fra alle fronter, også traditionen, men heletiden i relation til samtiden.

Dette samtidsspejl havde givet Kenny hans egen lyd. Han kendte dem alle sammen Powell, Tatum, Hines, Kelly og hvad de ellers hedder, men relationen til samtiden var målestokken for originalitet. Dette spejl manglede ganske enkelt, når jeg i timerne forsøgte at imitere mig vej til en forståelse af pianoet og spejlet var nødvendigt for at jeg kunne bevæge mig fra elev til kunstner med mit eget udtryk. Spejlet havde gjort Kennys spil friskt og tidsløst i forstanden vedkommende og følelsesfuldt.

Samtidsspejlet kan man finde i al musik. Det er spejlet, der ændrer oplevelsen fra at være en genfortælling i udtryksmuligheder der engang var, til at være kunst i samtiden her og nu. Hvis det mangler vil man ofte finde musikken uvedkommende eller kedeligt korrekt. Derfor var spejlet også det første jeg selv tog frem, da jeg vidste, at jeg sammen med saxofonisten Dick Oatts skulle hylde kompositionerne og musikerne fra det album, der var med til at forme mit eget karrierevalg. Kenny Barron og Stan Getz' People Time. 

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu