Søren Møllers blog

Det fantastiske talent versus den rå erfaring

 

I forbindelse med en artikel af Günter Grass i magasinet The New Yorker læste jeg i 2007, at tyskerne var et mytologisk tænkende folk. Det var ikke muligt at leve og erfare, uden at det levede liv nødvendigvis måtte indgå i en fortælling - den personlige myte. Den anskuelse er siden blevet hos mig, som en måde at definere en klar forskel mellem europæere og amerikanere. Os europæere tænker vores livsoplevelser ind i en fortælling, mens amerikanerne tænker pragmatisk. Tingene er, som de faktuelt tager sig ud og ikke som de fortælles - uden det dog betyder, at to amerikanere behøver at være enige om, hvad fakta er.

Derfor virker det også helt naturligt, når de amerikansk baserede forfattere Malcolm Gladwell og Daniel J. Levitin i hver deres bog Outliers og This is Your Brain On Music begge afmytologiserer begrebet talent i forstanden Wunderkind og i stedet indsætter erfaring, som den vigtigste faktor i grundlæggelsen af det, vi i europa opfatter som det unikke talent. Det er ikke en hvilken som helst erfaring der er tale om, men erfaringen, der fremkommer ved, at man beskæftiger sig med sit område i 10.000 timer. Erfaring i forstanden talent eksponeret for viden og læring over en længere periode.

At man ikke, som Mozart, behøver at have komponeret sin første symfoni i en alder af 8 år for at have en chance i musikverdenen er et frisk pust for mange europæere. Ikke mindst de af os, der er opdraget med, at det er sundt at have en barndom og at man derfor ikke skal paces frem af ambitiøse forældre - hvorefter de 10.000 timer let fordeles blandt fodbolde og legoklodser, foruden skolen og kreative udfoldelser. Men lever man med et ønske om at gøre sig gældende indenfor de fag vi kan betegne som “Winner Takes All” d.v.s. elite idræt, kunstnere på det højeste plan etc, er det også værd at bide mærke i, at de 10.000 timer starter fra det øjeblik man er hooked på sit instrument, sin kunst eller idræt og har adgang til eksponering og læring indenfor feltet.

Dermed opstår niveauforskellen i ungdomsårgangene, for ikke alle er hooked på samme tid og ikke alle har adgang til eksponering og læring lige med det samme. Der er forskel på land og by, på rig og fattig og på tilstedeværelsen af en initiativrig lærer, den lokale kulturinteresse, udbuddet af inspirerende kunstoplevelser og meget mere. Det er så indlysende, at man politisk set altid burde arbejde for menneskers mulighed for at blive eksponeret for viden og læring og for at blive hooked. Samtidigt burde ethvert menneske uanset alder være fascineret af sin egen rejse i de 10.000 timer frem mod at kunne mestre et fag, et instrument, en idrætsgren.

Alligevel findes der unge talenter, der i stedet for at glæde sig over egne sejre, sammenligner sig med sine jævnaldrende og føler, at de ikke har samme talent, uden at de har nogen forudsætning for at vide noget om deres jævnaldrendes erfaringsniveau og hvor de befinder sig på timetabellen. Hvor har de unge denne ide fra, at talent er målbart udfra alder i stedet for ud fra erfaring? Måske de har ideen fra det sted, hvor man for ti år siden mente, at svenskerne var bedre til at spille musik end danskerne, fordi de havde en bedre disciplin, drak mindre alkohol og havde en større talentmasse at tage af.

 

Sammenligner man svenske og danske unge musikere forholder det sig sådan, at danske unge på deres konservatorie-forberedende MGK ophold ikke kan øve sig før lokalerne i den lokale musikskole er ledige, skal bruge timer på erhvervsarbejde for at kunne betale husleje i en af de 7 byer, der huser MGK-centrene og i kraft af dette økonomiske stress kun kan opnå koncerterfaring ved at spille til weekendernes familiefester eller kopimusik på barer, hvor der er penge at tjene. I modsætning til dette ikke særlig sammenhængende scenario har svenskerne baseret uddannelsen af deres unge på erfaring i kraft af de svenske musikhøjskoler. Her bor de studerende på skolen, hvor de kan spille sammen i døgnets 24 timer i 3 år. Et læringsmiljø, hvor der legene og koncentreret kan eksperimenteres og erfares i vejen frem mod sine 10.000 timer. Hvis svenskerne spiller bedre er det ganske enkelt fordi, at de har en større erfaring tidligere end deres danske jævnaldrende.

I et dansk samfund, hvor vi hylder fortællingen om, at alle har lige muligheder bør vi derfor tænke meget mere i erfaring, end i mytologisk talentdyrkelse, når det kommer til uddannelsen af vores unge. Der findes ikke nogen bedre følelse end at være hooked og hele tiden sætte barren lidt højere for, hvad man formår i vejen frem mod den erfaring det kræver at nå dertil, hvor ens talent er indlysende for alle. Det handler ikke om, at være god først, men at være 100 procent indstillet på at udvikle sig og lære, fra det tidspunkt, man er hooked.

Efter i den første time at have spurgt hver enkelt elev på Manhattan School of Music om deres alder sagde saxofonisten Dave Liebman: “Jeg ønsker ikke at kende din alder for at kunne bedømme dit talent. Dit talent er ikke afhængig af din alder, men af den tid, du har brugt på instrumentet. Jeg ønsker at kende din alder for at kunne danne mig en forventning om, hvilken dybde de historier har, som du fortæller på dit instrument”.

 

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Yderst velgørende. Man skal huske, at erfaringen - måske ikke mindst en erfaring som musik, der kan opfattes over afstand - begynder i moders liv. Det er ikke ligegyldigt, hvad man udsætter sit ufødte barn for.