Søren Møllers blog

Har man sagt A

 

Hvor kommer minderne fra og hvilke elektroniske hjerneforbindelser er det, der bestemmer det tidspunkt, hvor ellers glemte episoder dukker op, som var de hændt i sidste uge?

For nylig slog det mig pludseligt, hvordan den måde jeg lærte at skrive på i virkeligheden symboliserer store dele af alt, hvad jeg har lært. I børnehaveklassen ville vi åbne skrivebogen og kikke på eksempelvis et A efterfulgt af en lang stiplet linie. På linien kunne man efterfølgende tilføje sine egne spæde forsøg på at gengive dette trykte A og alt efter motorisk evne få størrelsen lille nok til at give plads til pænt mange forsøg på at udtrykke det perfekte A.

Et pædagogisk rosende ord og en eventuel cirkel omkring det flotteste A ville sende mig videre mod de syvogtyve andre bogstaver i alfabetet. Og sådan gik tiden sin gang - men det jeg ikke husker noget af var, om der overhovedet var plads til og ros til den individuelle fortolkning af bogstavet A. Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg efter femogtyve A’er ikke skulle have lyst til at forlænge en streg eller forsøge mig med andre typer af skrifttegn i fri fantasi, inspireret af dette længe afprøvede A. Var der overhovedet nogen, der opmuntrede til, at skrivelektionen skulle tage denne drejning? Lav dit eget alfabet, form dine egne ord.

Efter det allerede kendte alfabet fulgte stavelserne af allerede kendte ord og så den korrekte ordstilling og tegnsætning. Måske tydeligst udtrykt i diktaten, hvor den korrekte stavemåde klart vandt over fri fantasi.

Sådan lærte jeg også at spille, selv om jeg husker musikken som et område, hvor der netop var plads til fortolkning. Noderne havde navne, de havde længde og styrke og sammen udgjorde de skalaer og harmonier, der blev til kompositioner. Siden kunne man selv sammensætte en komposition udfra alt det, man havde lært, men oftest ville det være meget inspireret af de regler, man kendte til. Brugen af teori i praksis ville igen være vejen til ros og udvikling.

Og sådan forsatte det hele lige ind til jeg kom til New York og nogen sagde: “Yeah Dude - Play That Danish Shit”. Med tysk nodelære og amerikansk jazz teori var det, som havde man lige bedt mig om at opfinde mit eget alfabet, for hvad menes der egentlig med betegnelsen That Danish Shit?

I Weekend Avisen den 17. december fortæller Claus Meyer at det, der kendetegner den danske madkultur er råvarende, der hænger sammen med de danske landskaber: “Her har vi nogle meget unikke råvarer, der sagtens kan konkurrere med dem, som de eksempelvis kan opdyrke i Frankrig....Det handler ikke om at eliminere kinesisk eller thailandsk mad, det handler om at fremme vores egen madkultur. Den skal have nogle rødder, en kvalitet og en tone, som er unik...Hvis der er nogen mening med noget som helst, så må det være det”.

Indenfor musikken har vi også råvarer, der kan konkurrere med resten af verden: Folkemusikken, vores moderne klassiske komponister, Niels Henning Ørsted Pedersens basspil og meget mere. Men det handler netop ikke om at eliminere den amerikanske jazz eller den europæiske klassiske musik. Det handler om at give vores egen musikkultur en kvalitet og en tone, som er unikt Danish Shit!

Det tror jeg bedst opnås ved at afskaffe facitlisten og de endeløse korrekte gengivelser af allerede eksisterende musik. Der er ingen stiplet linie efter Beethovens femte symfoni eller Duke Ellingtons Turist Point of View. I stedet er der et stort åbent rum, som vi selv må skabe noget i.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu