STUDENTERMEDHJÆLPER TIL MARKETING OG KOMMUNIKATION HOS DAGBLADET INFORMATION

Vi søger en dygtig, idérig og ambitiøs studentermedhjælper til vores kommercielle afdeling, der skal bidrage til at udvikle, målrette og optimere vores marketing-indsatser overfor nye kunder samt styrke kommunikationen til og med vores eksisterende abonnenter.

Om Dagbladet Information 

Information er en intellektuel avis. Vi undersøger og udforsker verden for dem, som er nysgerrige, engagerede og kloge nok til at vide, at der altid er meget, man ikke ved. Information blev dannet som en modstandsavis i 1943. Journalistikken er kendetegnet ved en høj journalistisk integritet og troværdighed, og samtidig er avisen uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser. 

I løbet af de seneste 5 år har vi øget vores oplag med mere end 20 procent og når ud til en voksende gruppe af kritiske, samfundsengagerede og kulturforbrugende abonnenter og læsere. Det er vores klare ambition at tiltrække stadig flere abonnenter gennem data- og adfærdsbaserede marketingindsatser, hvorfor lead-generering i form af nye (prøve)abonnenter bliver en af dine vigtigste opgaver.

Sideløbende med avisens oplagsfremgang ser vi en tydelig tendens til, at flere foretrækker at læse vores journalistik digitalt. Således er lidt over halvdelen af abonnenterne i dag digitale. Det er derfor helt afgørende for forretningen, at der løbende udvikles og optimeres på kunderejsen for den enkelte bruger, hvilket ligeledes bliver et af dine fokusområder.

Om stillingen

Som studentermedhjælper hos Information har du selv stor indflydelse på dine arbejdsopgaver. Du får rig mulighed for at udvikle dig fagligt og vil blive tildelt en stor portion ansvar. Til gengæld forventes det, at du har gåpåmod, kan arbejde selvstændigt såvel som indgå i et team og er interesseret i at skabe det bedst mulige resultat, hver gang du er på arbejde.

Du skal have mod på at varetage et bredt spektrum af opgaver indenfor særligt digital marketing og loyalitetsskabende kommunikation. Vi kan garantere, at du får rig mulighed for at bruge dit talent til at udvikle kampagner og kommunikation målrettet både nye og eksisterende abonnenter, men dog vil der også forekomme driftsopgaver.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med vores marketing projektleder, Customer Journey Specialist og Customer Data Automation Specialist, men vil også være i løbende dialog og samarbejde med flere dele af huset - lige fra grafikere til journalister.

Din profil 

Vi forestiller os, at du er marketing- eller kommunikationsstuderende og i gang med den sidste halvdel af din bachelor eller lige er startet på din kandidat. Det er afgørende, at du kommer med tydelige kompetencer og effektfulde idéer indenfor marketingfeltet og samtidig besidder en stærk drivkraft, der kan støtte Informations fortsatte oplagsstigning. Ligeledes forstår du vigtigheden af kontekst- og adfærdsbaseret kommunikation som fastholdelsesværktøj til eksisterende abonnenter.

Det falder dig naturligt at gå datadrevet til optimering af kampagner og indsatser, hvor rapportering og evaluering er en selvfølgelig del af processen. Som person er du struktureret og har en god analytisk sans, og dertil er du detaljefokuseret og resultatorienteret. Det er en stor fordel, at du har teknisk kendskab til og hands-on erfaring med kampagneeksekvering på diverse marketing- og kommunikationsplatforme; eksempelvis Facebook Business Manager og Mailchimp.

Idet du bliver udførende på dele af det skriftlige indholdsarbejde, er det essentielt, at du er en stærk kommunikatør. Du kan lide at skrive, er skarp og tydelig på skrift, og evner at formulere dig kreativt og korrekt.

Hos Information er det en løbende ambition at afprøve nye idéer og initiativer, og derfor forventer vi, at du har en holdning til, hvad der skaber resultater og fungerer kommunikationsmæssigt i den specifikke kontekst. Det er ligeledes afgørende, at du er eksekverende og selv forstår at tage ansvar og initiativ fra start til slut på en kampagne eller et projekt.

Stillingen vil være på 10-15 timer om ugen, og vi planlægger naturligvis timerne efter dit studie.

Interesseret? 

Send din ansøgning til job@information.dk og skriv 'Studentermedhjælper' i emnefeltet inden ansøgningsfristen d. 21. oktober. Samtaler afholdes i uge 44 og 45. Hvis du ønsker at vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Mads Krag på tlf.: 2616 5102 eller på mail: makra@information.dk