Jeg er fraskilt mor til to, og nu har min datter på ni år fået mulighed for at deltage i en skilsmissegruppe på skolen sammen med andre børn i samme situation. Men det stritter lidt på mig, at børn skal tale om deres problemer hele tiden
Mine børns far diskvalificerede sig kort før deres fødsel til at være medlem af vores familie. Men burde jeg tage kontakt til børnenes farfar og farmor?
Jeg er træt af ikke at få klar besked fra min veninde og af, at hun altid kommer for sent. Jeg kan ikke lade være med at se det som om, hun ikke prioriterer venskabet specielt højt
Der er intet, jeg hellere vil end at holde fast i en mand og få et liv, flytte sammen og få børn med ham. Det sker bare ikke, fordi jeg altid når at se noget ved ham, jeg ikke kan acceptere
Jeg har en søn på 10, der (meget!) ofte græder, når han bliver ked af det, vred og frustreret. Skal jeg lære ham at holde op med det i maskulinitetens navn?
