Århus-demonstration mod Israel

2. januar 2009 kl. 15:34Opdateret 2. januar 2009 kl. 17:05

"Stop massakren i Gaza" og "Stop Israels terror" lød nogle af parolerne, da en gruppe demonstranter med hovedsageligt mellemøstlig baggrund i dag samledes i protest på Rådhuspladsen i Århus.

Blandt talerne kritiserede SF's folketingsmedlem Jonas Dahl og det radikale byrådsmedlem og folketingskandidat Rabih Azad-Ahmad kraftigt Israel for at ramme civilbefolkningen i jagten på den politiske og militære Hamas-organisation.

De kritiserede også danske politikere for ikke at gå hårdt nok i rette med Israel.

- Dårlig samvittighed over, hvad der skete for år tilbage, skal ikke forhindre, at vi i dag gør noget over for Israel, sagde Jonas Dahl med henvisning til krigstidens nazistiske jødeudryddelser.

Demonstranterne råbte ned med både Israel og USA.

Demonstrationen var arrangeret af Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Århus mod Krig og Terror og Den Arabiske kulturforening i Århus. Der var ifølge politiets skøn mellem 300 og 400 demonstranter.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu