Bandekrigere er paranoide og pressede

2. marts 2009 kl. 19:27Opdateret 3. marts 2009 kl. 09:45

Her går grænsen og hvis du overtræder den, svarer vi ikke for konsekvenserne.

Unge med indvandrerbaggrund på Nørrebro visiterer uskyldige borgere og senest er de begyndt at kontrollere, hvem der kommer ind i bydelen, så blandt andet ældres madbude er forment adgang.

Det vidner om, at de unge ikke kun ser sig selv i krig mod rockerne. Enkelte elementer har erklæret krig mod hele samfundet, fordi de er paranoide og føler sig presset, vurderer cand.pæd. Ahmet Demir, der rådgiver kommuner om sociale problemer med unge.

- Det forekommer amatøragtigt, at de lader det gå ud over plejepersonale og ældres madbude. Men de kan ikke skelne, og derfor kan man ikke udelukke, at de unges mistænksomhed er kommet så vidt, at de anser de her personer for at være potentielle spioner, der er sendt på opgave for at finde ud af, hvad der sker i deres højborg, siger Ahmet Demir.

Men de unges taktik er slet ikke klog for deres egen virksomhed, mener sociolog ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen

- Det er voldsomt uklogt, for bandekriminalitet har det bedst, når offentlighedens søgelys ikke retter sig mod dem. Hvis de unge vil forhindre folk i at udføre deres arbejde og tager ældre som gidsler, så vil det få befolkningen op af stolene og tvinger politikerne til at tage drastiske midler i brug. Det vil blive bastant, og det gavner ikke banderne selv og "forretninger", mener Michael Hviid Jacobsen.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu