Telegram

Irak får slettet gæld for flygtninge

Telegram
29. maj 2009 kl. 23:33

Den danske regering er parat til at slå en streg over Iraks 75 millioner kroner store gæld til Danmark, skriver Kristeligt Dagblad. Forudsætningen har dog været, at Irak efter flere års tovtrækkeri underskrev den omstridte aftale om at tage imod godt 265 afviste irakiske asylsøgere.

Det oplyser udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), som har ført flere samtaler om aftalen med de irakiske myndigheder.

- Jeg understregede over for de irakiske myndigheder, at en tilbagetagelsesaftale er et vigtigt element i det samlede dansk-irakiske samarbejde og forhold, herunder selvfølgelig også vores bistandssamarbejde. Og gældseftergivelse er en del af vores bistandssamarbejde, siger Ulla Tørnæs til Kristeligt Dagblad.

Udviklingsministeren sagde allerede på Irak-donorkonferencen i Stockholm 29. maj 2009, at Danmark var villig til at overveje at eftergive de sidste 20 procent af Iraks gæld svarende til 75 millioner kroner. På det tidspunkt var 80 procent af Iraks gæld til Danmark eftergivet.

Alligevel er det først knap et år senere - nemlig den 31. marts - at Folketingets finansudvalg bliver bedt om at frigive pengene. Altså blot få uger inden, at hjemsendelsesaftalen med Irak faldt på plads den 13. maj.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at aftalen er en naturlig betingelse for gældseftergivelsen. De Radikales formand, Margrethe Vestager, kalder til gengæld fremgangsmåden for afpresning ved hjælp af bistandsmidler.

Foruden eftergivelse af gæld på 75 millioner kroner er regeringen også på vej med en ekstrabevilling på 80 millioner kroner til genopbygning af landet. Folketingets finansudvalg skal tirsdag i næste uge tage stilling til, om de i alt 155 millioner kroner skal bevilges til Irak.

/ritzau/

Opdateret 29. maj 2009 kl. 23:41