To er døde af bøf stroganoff

26. maj 2009 kl. 14:51Opdateret 26. maj 2009 kl. 15:02

To ældre danskere er døde efter at have spist bøf stroganoff, mens fem er blevet syge af selvsamme ret. Færdigretten, som er en kølet ret, er fremstillet i perioden fra den 15. til den 18. april af firmaet Medirest i Kødbyen i København og er bragt ud af en kommunal madordning til ældre.

- Det er frygteligt. Jeg kan kun sige, at maden er bragt ud fra en kommune i det storkøbenhavnske område, der har udliciteret maden til de ældre, siger overlæge Kåre Mølbak fra den epidemiologiske afdeling ved Statens Serum Institut til bt.dk.

Retten viste sig at indeholde bakterien Listeria monocytogenes, der kan være særdeles farlig for folk, som i forvejen er svage.

Modtagerne skal selv sørge for at opvarme retten, og ved korrekt gennemvarmning bliver listeria bakterier dræbt. Derfor menes det, at de ældre er blevet ramt, fordi de ikke har varmet maden ordentligt igennem.

Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsens Fødevareafdeling Rødovre står bag opklaringen af forgiftningen. Myndighederne anbefaler, at personer, der er i besiddelse af retten, smider den ud.

Bakterien kommer ifølge Fødevarestyrelsen med al sandsynlighed fra de kødstrimler, der er brugt til retten. Kødet er leveret som varmebehandlet vare fra en anden virksomhed.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu