Topadvokat har tjent millioner på rød fond

16. august 2009 kl. 02:23Opdateret 16. august 2009 kl. 02:35

Direktøren for en af venstrefløjens store og idealistiske pengetanke, Enkefru Plums Støttefond, har gennem de seneste år hævet så store salærer og honorarer i fonden, at han er blevet fondens suverænt største beløbsmodtager. Direktøren er den københavnske topadvokat, Christian Harlang - kendt fra bl.a. Thule-sagen og den såkaldte grundlovssag. Det skriver Berlingske Tidende.

Den almennyttige fond har til formål at støtte kampen for demokrati, økologisk bæredygtighed og konfliktløsning uden voldelige midler.

Avisen, der har fået adgang til hundredvis af interne dokumenter, skriver, at Christian Harlang i de seneste fire år har hævet 4,5 millioner kroner for sit arbejde som direktør, advokat og bestyrelsesmedlem i Plum-fonden - inklusive et årligt bestyrelseshonorar på 200.000 kroner fra gasbetonfirmaet H+H, hvor han repræsenterer fonden.

I samme periode har ingen enkeltmodtagere blandt de almennyttige formål modtaget mere end 1,3 millioner kroner fra fonden. Modtagere er Retsikkerhedsfonden, som Christian Harlang sidder i bestyrelsen for. Tænketanken Ny Agenda har modtaget næsten samme beløb. Her sidder et andet fremtrædende bestyrelsesmedlem fra Plum-fonden i ledelsen - JuniBevægelsens stifter Drude Dahlerup.

Ifølge fondsekspert, professor Lennart Lynge Andersen, bør Civilstyrelsen og revisor gribe ind, når en fonds dominerende udgiftspost er at betale penge til dens egen direktør, advokat og bestyrelsesmedlem i en og samme person.

Professor Morten Samuelsson kritiserer, at bestyrelsen ikke har inddraget Civilstyrelsen for at få skabt ro og undersøgt forholdene omkring uddelinger til egne projekter. Et internt revisionsudvalg i fonden har vurderet, at enkelte af Christian Harlangs salærer og honorarer er hævet uden bestyrelsens godkendelse.

Christian Harlang forsikrer, at han har fulgt alle regler i fonden.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu