DF vil styre integration i København

Dansk Folkepartis borgmesterkandidat i København vil være kommunens integrationsborgmester. Ny meningsmåling giver partiet noget at have ambitionerne i.
28. oktober 2009 kl. 16:06Opdateret 28. oktober 2009 kl. 16:40

Dansk Folkeparti går nu målrettet efter at få kontrol over den stærkt omdiskuterede integrationspolitik i København.

Ifølge en ny meningsmåling står partiet til at få en borgmesterpost i hovedstaden ved kommunalvalget den 17. november, og Dansk Folkepartis politiske leder og borgmesterkandidat i København, Carl Christian Ebbesen, er ikke i tvivl om, hvilket af Københavns borgmesterkontorer han helst vil indtage efter kommunalvalget.

- Socialdemokraterne har svigtet totalt på integrationsområdet. De har ikke formået at løfte de store udfordringer med hensyn til at få indvandrerne til at blive en del af det danske samfund og få de unge lømler væk fra gaden og ud i aktiviteter, siger Carl Christian Ebbesen, der som integrationsborgmester blandt andet vil arbejde for at få indført sprogscreeninger i folkeskolens børnehaveklasser.

Ifølge meningsmålingen, der er foretaget af Gallup for Berlingske Tidende og TV2 Lorry, vil et københavnsk flertal bestående af Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten få fire af kommunens syv borgmesterposter, mens VKO-blokken står til tre. Her er Dansk Folkeparti i øjeblikket det næststørste parti med 11 procent af stemmerne.

Flertallet vælger den første borgmesterpost, og her vil posten som overborgmester utvivlsomt gå til Socialdemokraternes spidskandidat, Frank Jensen. Venstre, der med 19 procent af stemmerne står til at blive størst i VKO-blokken, vælger som nummer to. Tredjevælger bliver SF, hvorefter Dansk Folkeparti som fjerdevælger kan tage titlen som Københavns næste integrationsborgmester. Det kræver dog, at SF som tredjevælger ikke sætter sig på posten.

Københavns nuværende integrationsborgmester er den socialdemokratiske Jakob Hougaard.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

DF vil styre integration i København.

Nu har DF siddet ved bordet i syv år, og resultaterne er ikke gode nok. indvandrene har ikke fået nemmere ved at få arbejde, og DF's "hårdere straffe" politik indeholder ikke forbyggende sociale tiltag.

Hårdere straffe virker ikke, eksempelvis fængsel, og udvisning er kun moralsk, hvis man først socialt set har forsøgt at give bandemedlemmerne indhold med reelt arbejde uden held.