Obama er et højst overraskende valg

9. oktober 2009 kl. 12:57Opdateret 9. oktober 2009 kl. 13:00

Det må være på forventet efterbevilling, at præsident Barack Obama er tildelt Nobels fredspris 2009.

Det siger lektor Peter Viggo Jacobsen, Det Samfundsfaglige Fakultet på Københavns Universitet.

- Obama har fået prisen på at erklære gode hensigter og prøve at sætte en ny dagsorden. Det er også det komitéen siger: at de gerne vil bakke op om den nye måde at prøve at lave politik på. De har reelt givet ham en Nobelpris på baggrund af et initiativ, der sandsynligvis ikke bliver til det helt store, og så to pæne taler. En i FN og en i Kairo, siger han.

Ifølge Peter Viggo Jacobsen er det ikke normalt at få en så prestigefyldt pris på så billig en baggrund, og at der må have manglet kandidater.

- Normalt får man prisen, fordi man gennem et langt liv har arbejdet for fredens sag - f.eks. tidligere præsident i USA Jimmy Carter, der var involveret i konkrete fredsforhandlinger. Den anden klassiske måde at gøre det på, er at give den til en person, der har været arkitekt bag en fredsaftale f.eks. i Mellemøsten eller til dissidenter, der med deres liv som indsats har kæmpet for menneskerettigheder eller demokrati.

- At man giver denne her pris for at skabe en god stemning, erklære en masse gode hensigter, det er for mig at se første gang, det er sket. Det siger noget om den Obama-effekt, som folk taler så meget om. For ser man på hans konkrete indsat, så har han ikke været i stand til at gennemføre noget som helst endnu, siger Peter Viggo Jacobsen.

Han mener, at det er en smule tidligt at tildele Obama prisen, og valget er meget overraskende.

- Normalt skal der mere end ord til. Der skal også være noget handling. Og handling har vi ikke set meget af endnu. Det må være på forventet efterbevilling, at komitéen tror, at han er i stand til at realisere nogle af alle de gode intentioner, som han har, siger Peter Viggo Jacobsen.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu