Telegram

Skive størst på solceller i Skandinavien

Telegram
10. december 2009 kl. 14:15

Skandinaviens største solcelleanlæg er på vej i Skive, hvor 1700 kvadratmeter solcelleanlæg på Skivehus Skoles tage indvies 14. december. Cellerne er første etape i kommunens samlede solcelleprojekt, der omfatter godt 10.000 kvadratmeter.

Skive kommer dermed til at tegne sig for en tredjedel af den danske elproduktion fra solceller. Det store solcelleelværk kan producere 1000 MWh om året - svarende til cirka en halv vindmølle. Med et areal på 3,25 fodboldbaner giver det energi nok til at forsyne 450 husstande med elektricitet.

For kommunen er det en langsigtet investering, som både handler om økonomi, klima og miljø. Borgerne får først billig el om 15-20 år. Men det går dog den rigtige vej med priserne.

Det oprindelige projekt gav kun råd til 10.000 kvadratmeter solceller. Men arealet er nu udviklet til 11-12.000 kvadratmeter, hvilket skyldes de faldende priser på solceller. Da Tyskland fjernede tilskuddet til solceller, kompenserede solcellefirmaerne ved at sænke priserne.

Solcelleteknologien er fortsat ikke konkurrencedygtig med almindelig elproduktion. Derfor er Skive-anlægget afhængig af økonomisk støtte. Anlægsudgifterne bliver cirka 45 millioner kroner. Heraf kommer 22 millioner kroner fra ForskVE-programmet og PSO-afgiften, der opkræves via elregningen til brug for forskning. Resten finansierer Skive Kommune gennem langtidsforrentede lån.

Anlægget er et led i Skives mål om at blive CO2-neutrale senest 2029.

/ritzau/

Opdateret 10. december 2009 kl. 14:20