Nu må kødklister bruges i dansk kød

8. februar 2010 kl. 13:02Opdateret 8. februar 2010 kl. 13:05

Danmark må bide i det sure æble - eller mere præcist, det sammenklistrede kød. Enzymet thrombin, der kan binde mindre kødstykker sammen til nye store stykker, er godkendt i EU.

Den "Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed" har mandag stemt om thrombin skal tillades, og resultatet er, at kun to lande - herunder Danmark - har stemt imod. Ét land undlod at stemme og ét havde ikke sin repræsentant med ved mødet.

Dermed må Danmark rette ind og give grønt lys til, at kødproducenter fremover må bruge thrombin. Med tilladelsen følger dog krav om, at det skal fremgå af indpakningen, hvis der er brugt kødklister under fremstillingen.

Thrombin er et enzym, der findes i blandt andet okse- og svineblod. Det er med i den proces, der får blodet til at størkne.

Ifølge Fødevarestyrelsen er thrombin ikke sundhedsskadeligt.

Alligevel har kødklisteret fået politikerne op af stolen, og i sidste uge markerede Dansk Folkeparti sig ved at tvinge regeringen til at lade Danmark stemme nej til at tillade thrombin. Et nej, der har været uden effekt, eftersom Danmark havde flertallet imod sig.

Coop Danmark udtrykte i sit et høringssvar til Folketinget skepsis over for brugen af thrombin.

- Det er et skråplan. Hvis man har kødrester tilovers ved udskæringer, bør det bruges som i dag til for eksempel pølser eller hakket kød. Men fersk kød bør generelt være helt fri for tilsætningsstoffer, uanset om de er skadelige eller ej, siger Karen Frøidt, kvalitetschef hos Coop Danmark.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Kjeldgaard

Thrombin er et enzym, der findes i blandt andet okse- og svineblod. Det er med i den proces, der får blodet til at størkne.

Det findes altså osse i menneskeblod, og uden thrombin ville vi alle bløde ihjel. Thrombin virker ved at kløve proteinet fibrinogen som reparerer vævsskader og standser blødninger.

Thrombin er som sagt et protein, og er ganske uskadeligt at indtage. Kødet bliver måske ikke ligefrem mere lækkert af den, men thrombin bruges tilsyneladende i den såkaldte "molekylære gastronomi"

At DF går imod thrombin er dog en gåde. Faktisk kunne stoffet bruges til at klistre svinekød sammen med okse- og fårekød, og DF kunne da foreslå, at det skulle være lovpligtigt at klistre svinekød på alt andet kød. Sundt og billigt!

Dorte Sørensen

Danmark var i sidste uge også ved at give sin tilslutning. R,S,SF og EL stemte imod DF var i dyb tvivl om de skulle støtte regeringen, men valgte så i sidste øjeblik at gå sammen med oppositionen i mod brugen af dette kødklister.

Peter Andreas Ebbesen

Ja, det måtte jo ende sådan.
EU her ikke en tøddel med demokrati at gøre.
Det næste bliver vel at det bliver forbudt at dyrke økologiske produkter.
For vi skal jo tage hensyn til de "stakkels svinebaroner, som er på bistand fra EU.
Hilsen Heidi Madsen

Mona Blenstrup

Nu mener jeg altså ikke, at det er så helt uskadeligt alligevel.

Der findes en del mennesker, der lider af en sygdom, hvor koagolation (størkning) af blodcellerne er et stort problem, de får medicin for IKKE at størkne i utide, som man kan udtrykke det.

Disse mennesker kan absolut IKKe tåle at få tilført mere af det stof, der får deres blod til at størkne.

Så udover, at de forskellige kødbidder oppebærer en større risiko for bakterier, så udgør selv stoffen en betydelig risiko for de mange borgere, der netop ikke kan tåle det.

Hvad er også det for en uskik, når vi svømmer i kødbjere?

Mona

Nu er det sidste ord næppe sagt i denne sag, og man kan forvente en retssag om emnet.

Imellemtiden er det op til forbrugerne at boykotte dette kød, der vil tvinge producenterne til ikke at bruge enzymet.

Heldigvis kan man endelig købe sit kød hos danske slagtere og muslimerne, der ikke kan finde på at behandle kødet på denne måde.

Morten Kjeldgaard

@ Mona Blenstrup,

Thrombin deaktiveres meget hurtigt, så der vil ikke være aktivt enzym tilbage i kødet når "klister"-processen er afsluttet. I øvrigt er der også rester af thrombin i ubehandlet kød.

Stoffet indtages jo gennem munden, og kommer derfor igennem fordøjelsessystemet, hvor det nedbrydes fuldstændigt til aminosyrer -- sammen med proteinerne i kødet i øvrigt. For at have den effekt på de patienter du taler om, skulle thrombinen indsprøjtes direkte i blodbanen.

Jeg mener ikke der er nogen grund til at tvivle på myndighedernes oplysning om at kødklisteret er ufarligt at spise, men derfor kan man jo godt synes at det er ulækkert.

Vi taler om et produkt der skal samle presset kødaffald til kødklumper, og som på grund af den forøgede indre overflade skal pumpes op med desinficerende væsker ,og hvor tilberedningstid og tilberedningstemperatur skal forøges væsentligt for at produktet ikke skal være sundhedsfarligt.

- men folk kan jo bare lade være at købe produkterne – hvis de har råd.

…branchen forbereder os på den kommende lavkonjunktur – Velbekomme.

Morten Kjeldgård

Det er helt rigtigt som du nævner, men at fødevareproducenterne trækker udviklingen i en forkert retning er, på den anden side ganske velkendt.

Således hedder ganske almindelig mælk, ikke længere bare mælk, men uhomogeniseret mælk. Kød i europa er fyldt med penicillin, og kød i USA med homoner, plantevarer har rester af sprøjtemidler m.m, og nu med tilsætning af et enzym der ganske vist er naturligt forekommende, bare ikke disse mængder.

Bill Atkings nævner fødevareproducenternes, og nogle butikkers tydeligvise forsøg på at sælge gammelt kød, og hvor forbrugeren så skal stole på myndighedernes håndtering af gældende lov. Her husker man måske Lars Barfods, mindre vellykkede indsats.

Forbrugerne vil i stigende grad have økologiske varer, og hvor nogle forbrugere ikke har råd til disse, og hvor producenter og forretninger istedet forsøger at konkurrere ved at tilsætte alle disse stoffer til varerne.

Morten Kjeldgaard

@Hans Hansen,

Jeg er helt enig med dig i din analyse. Min hensigt er at aflive nogle unødvendige myter om thrombins farlighed. Man kan godt rejse en principiel kritik af fødevarer uden at trække "giftighedskortet". Når det er sagt, synes jeg nu nok, at nogle af de andre problemer du nævner, hvor fødevarer indeholder rester af pesticider, hormoner og (især) penicilin, er væsentligt større, da de reelt udgør store miljø- og sundhedsmæssige problemer. "Kødklister" er dog kun problematisk rent æstetisk og evt. forbrugerpolitisk. Man kan jo også diskutere, hvad agar-agar, som er udvundet af havalger, har at gøre i kød-, grønsags- og frugtprodukter. Det har vi bare vænnet os til.

På plus-siden kan nævnes, at der er en eksplosion i interessen for økologiske landbrugsprodukter i landende syd for os: Tyskland, Schweiz, Østrig, Tjekkiet, Polen, Frankrig, ja, hele det centraleuropæiske område oplever en økologisk vækst som allerede nu har udraderet Danmarks førende position på området. Tusindvis af landmænd omlægger driften, og gad vide, om ikke vejen frem for den europæiske fødevareproduktion vil være at levere økologiske, sunde, velsmagende og gastronomisk veludtænkte og interessante specialprodukter, fremfor industriel masseproduktion?