Telegram

Euroledere blæser til kamp mod spekulanter

Eurolandenes ledere er ude med riven efter finansmarkederne, som efter deres mening bærer en stor del af ansvaret for den nuværende eurokrise.
Telegram
8. maj 2010 kl. 02:23

Den græske gældskrise har sendt hele eurosamarbejdet og den fælles europæiske valuta under pres.

Men hvis man skal tro eurolandenes stats- og regeringschefer, skyldes krisen i høj grad uansvarlige spekulanter i den finansielle sektor.

Efter et topmøde fredag aften, stod eurolederne i kø for at kritisere de finansielle markeders rolle i den historiske krise.

- Vi står over for et globalt organiseret angreb mod euroen, og eurozonen er nødt til at handle i fællesskab, siger eurozonens formand, Luxembourgs premierminister, Jean-Claude Juncker.

Han bakkes op af blandt andre Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, som understreger, at eurozonen "ikke vil udvise nåde", når det gælder regulering af finanssektoren.

- Det er sandhedens time for euroen. Vi kan ikke lade markedet afgøre euroens skæbne. Derfor griber vi nu ind mod spekulanterne, siger Sarkozy.

Også Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, fastslår, at eurozonen har udsendt "et klart signal" til de finansielle markeder, mens Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, understreger, at de seneste ugers udvikling med faldende eurokurs og nedgradering af kreditværdigheden i flere eurolande har sendt den fælles valuta "i undtagelsestilstand".

I den officielle sluterklæring fra eurotopmødet er der også afsat et helt afsnit til regulering af de finansielle markeder.

Her står der blandt andet, at "den aktuelle uro på markederne understreger behovet for at gøre hurtige fremskridt på regulering og tilsyn med de finansielle markeder".

Samtidig lægges der op til, at emnet skal være hovedpunkt på det næste EU-topmøde i juni.

/ritzau/

Opdateret 8. maj 2010 kl. 02:25

Alex Jensen

Det er kapitalisme kombineret med rygradsløse inkompetente politikere. Dog nok mest det første...