Formodet naziforbryder udvises til Østrig

Myndighederne i USA har besluttet at udvise en 85-årig formodet naziforbryder til hans hjemland Østrig.
19. maj 2010 kl. 12:48Opdateret 19. maj 2010 kl. 12:55

En amerikansk forbundsdommer har beordret en tidligere vagt ved en nazistisk koncentrationslejr udvist til Østrig.

Det amerikanske justitsministerium meddelte tirsdag, at den 85-årige Anton Geiser skal udvises til sit hjemland Østrig som formodet naziforbryder.

Det østrigske nyhedsbureau APA skriver, at Geiser emigrerede fra Østrig til USA i 1956 og fik statsborgerskab seks år efter. Han blev frataget sit amerikanske statsborgerskab i 2006 med henvisning til, at statsborgerskabet var ugyldigt, eftersom han som formodet naziforbryder ikke havde haft ret til at rejse ind i USA.

Geiser blev i en alder af 17 år indkaldt som værnepligtig i Nazitysklands værnemagt. Senere var han som medlem af SS-divisionen Totenkopf vagt i koncentrationslejren Buchenwald, hvor titusinder af jøder og andre fanger blev henrettet.

Geiser har selv sagt, at han ikke personligt har dræbt nogen fanger.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu