Telegram

Miljøfolk er rystet over testmøller i skov

Katastrofalt at rydde store områder skov for at give plads til kæmpevindmøller i Thy, siger Danmarks Naturfredningsforening
Telegram
27. maj 2010 kl. 10:03

Beslutningen om at placere syv kæmpevindmøller i en plantage i Thy ryster Danmarks Naturfredningsforening.

Foreningen havde til det sidste håbet, at regeringen ville finde et andet sted til de 250 meter høje kæmpevindmøller.

Men onsdag valgte et bredt politisk flertal at give tilladelse til at placere et testcenter for vindmøller i Østerild Plantage i Thy. Dermed må omkring 600 hektar skov lade livet for at give plads til møllerne.

- Jeg er rigtig ked af den beslutning. At stille store vindmøller op i beskyttet natur er et helt unødvendigt skråplan, vi nu kommer ud på. Det er Danmarks største skovrydning, og det er en katastrofe, siger direktør i Danmarks Naturfredningsforening, René La Cour Sell.

Han understreger, at Naturfredningsforeningen på ingen måde er imod vindmøller og testcentre.

- Selvfølgelig skal vi stille vindmøller op i Danmark, og i fremtiden må vi vænne os til at se langt flere møller i landskabet - også kæmpevindmøller som dem i Thy. Men de skal ikke stilles op i en skov med et rigt naturliv, siger René La Cour Sell og fortsætter:

- Over halvdelen af Danmark er dækket af landbrugsjord. Hvorfor ikke stille møllerne op på noget af det. Så kunne landbruget, der jo er i krise, også få ekstra støtte ved at lægge jord til, siger René La Cour Sell.

De lokale beboere ved Østerild bøjer sig heller ikke for de politiske vinde fra Christiansborg.

Ifølge formanden for Landsforeningen for Bedre Miljø, Kent Klemmensen, vil foreningen gå til EU, hvis - og når - Folketinget placerer testcentret i Thy.

- Kampen er ikke slut, lyder det Kent Klemmensen.

/ritzau/

Opdateret 27. maj 2010 kl. 10:05

Mona Blenstrup

Nej den kamp skal fortsætte til den latterlige og vanvittige beslutning bliver omstødt.

Ingen fornuftige menensker, kan forestille sig, at man kan palcere disse vindmøller et af de eneste fredede steder i Danmark, når der findes uanede muligheder andre steder, hvor de endeløse hvedekornmarker ellers breder sig som den eneste vegetation. Uden livsgrundlag for andet liv.

Mads Kjærgård

Har læst en del om dette efterhånden, men mangler man ikke en forklaring på, hvorfor regeringen med djævlens vold og magt, absolut vil have de møller placeret lige der? Det synes mig lidt uklart, på den ene side melder man ud, at man vil forbedre miljøet og nedsætte co2 udledningen, hvor skov er et vigtigt element, og på den anden side så vil man fælde over en million træer. Udover Karen Ellemans inkompetance, så må der da være en forklaring et sted. Er det bare en magtdemonstration eller?

Rune-Christoffer Dragsdahl

Kære Mads Kjærgård

Jeg tror, at forklaringen skal findes i regeringen manglende vilje til at ekspropriere landbrugsjord. Dvs. forsvaret for den private ejendomsret vejer tungt i det her.

Men som DN påpeger, så har vi rigeligt med landbrugsjord i Danmark, hvor placeringen ville være meget bedre for miljøet.

Så man har altså valgt at frede et ubæredygtigt landbrug, fremfor at frede træerne.