Soldater strømmer til for at få hjælp

Der er rift om Soldaterlegatet, som sidste år hjalp 250 soldater eller pårørende til soldater, med at komme videre i tilværelsen. I år er der kø til legatet.
31. maj 2010 kl. 02:19Opdateret 31. maj 2010 kl. 02:25

Sidste år hjalp det private Soldaterlegat 250 danske soldater eller pårørende med at komme videre i tilværelsen. I 2010 ser det allerede ud til, at de kommer til at uddele penge til dobbelt så mange. Det er særligt de psykisk sårede soldater, som får hjælp til en psykolog, skriver Ekstra Bladet.

- Det er kommet bag på os, at der er kommet så mange soldater med psykiske skader. Det er 195 ud af de 250, vi har hjulpet, fortæller sekretariatschef Ann-Christina H. Salquist.

Forsvaret har selv givet 725 soldater og pårørende psykologhjælp i 2009, og det er næsten 100 flere end året før. Efter at have talt med mange psykisk sårede kommer det ikke bag på sekretariatschefen, at også Soldaterlegatet får mange henvendelser.

- Nogle fortæller, at de ikke kan tåle synet af en uniform. Andre føler sig svigtet af forsvaret og andre igen får måske udpeget en psykolog i Aalborg, men bor i Sæby og kan ikke overskue turen og kommer derfor til os, siger hun.

I soldaternes fagforening HKKF bestyrer Yvonne Tønnesen telefontjenesten Livlinien og hjælper soldater med psykiske problemer. Hun er ikke i tvivl om Soldaterlegatets betydning.

Soldaterlegatet har reddet liv for nogle af mine soldater. De har givet hjælp til at købe medicin, indskud til en lejlighed, psykologhjælp eller andre livsnødvendige ting, fortæller hun.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu