Telegram

Oceanerne bliver kvalt i drivhusgasser

Klimaforandringer gør varig skade på oceanernes økosystemer og kan få store konsekvenser for de millioner af mennesker verden over, der lever af havet.
Telegram
18. juni 2010 kl. 08:27

Verdenshavene er ved at blive kvalt i den stigende mængde drivhusgasser, der ødelægger økosystemerne og nedbryder fødekæden.

Der er tale om uoprettelige skader, som ikke har fundet sted i millioner af år, advarer en ny australsk-amerikansk undersøgelse.

Forandringerne kan også få alvorlige konsekvenser for de millioner af mennesker verden over, der har havet som deres levebrød.

- Det er som om Jorden har røget to pakker cigaretter om dagen, siger Ove Hoegh-Guldberg, der er hovedforfatter bag den rapport, der er offentliggjort i tidsskriftet Science.

Han har sammen med andre forskere set på 10 års marineundersøgelser og konkluderet, at klimaforandringer forårsager stor skade på oceanernes økosystemer. Blandt andet bliver havene varmere, havstrømmene forandrer sig, og fødekæden i havene nedbrydes.

- Hvis vi fortsætter som nu, vil vi se forhold, der er uden sidestykke til noget vi tidligere har oplevet, siger Hoegh-Guldberg, der leder Institut for Global Forandring ved universitetet i Queensland.

Han kalder oceanerne klodens "hjerte og lunger", fordi de producerer halvdelen af den ilt, vi indånder, og opsuger knap en tredjedel af den menneskeskabte kuldioxid.

- Vi er på vej ind i en periode, hvor havenes funktioner, som menneskeheden afhænger af, gennemgår enorme forandringer og i nogle tilfælde svigter, siger forskeren.

/ritzau/Reuters

Opdateret 18. juni 2010 kl. 08:35