Videopsykiatere skal behandle minoriteter

Flygtninge og indvandrere i yderområderne får mulighed for psykiatrisk hjælp på modersmålet via video. Indenrigs- og sundhedsministeriet støtter med en million.
19. juli 2010 kl. 12:49Opdateret 19. juli 2010 kl. 18:45

En psykiater, der sidder i København, kan sagtens hjælpe en patient, der befinder sig i den anden ende af landet. Det er idéen i et projekt, der giver etniske minoriteter i yderområderne mulighed for behandling på modersmål.

Fænomenet hedder telepsykiatri. Gennem en videokonference kan psykiateren behandle de psykisk syge indvandrere og flygtninge, der så slipper for at sidde på en venteliste i lokalområdet og savne hjælp på deres eget modersmål.

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) roser idéen og projektet, der støttes med en million kroner af hans ministerium:

- Her har vi et rigtigt godt eksempel på en af de muligheder, som den teknologiske udvikling giver os, siger Bertel Haarder i en pressemeddelelse.

- Med videokonferencer mellem psykiateren der, hvor ekspertisen findes, og patienten der, hvor han bor, er den geografiske afstand ikke længere nogen hindring, siger han.

Rent praktisk er det behandlingscentret Den Lille Prins i København, der skal samarbejde med psykiatriske afdelinger og lægehuse i yderområderne.

Bertel Haarder ser store perspektiver i projektet, der forventes at løbe frem til 1. maj 2012, hvor behandlingsformen eventuelt kan udvides og gøres permanent.

- Det er endda muligt med projektet her at få behandling fra behandlere i Sverige. Jeg tror på, at vi vil se mere telemedicin og mere telepsykiatri i fremtiden, siger Bertel Haarder.

Stifter og leder af Den Lille Prins, speciallæge i psykiatri Davor Mucic siger også, at han tænker på at udvide.

- Jeg har planer om at lave et europæisk netværk, hvor vi vil kunne forbinde psykiatere, som sidder i Hamburg, Paris eller London og udveksler sproglige og andre kompetencer på tværs af grænserne, siger han.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Per Thomsen

Hvad Betel Haarder glemmer at sige er naturligvis, at videokonferencer og andre nymodens discounttilbud i sundhedsvæsnet vil være forbeholdt de svageste patientgrupper.

Samtidig kan de velhavende patienter så nyde godt af de mange nye privathospitaler, som regeringen har etableret og finansieret med skatteydernes penge siden 2001.

Brugerbillede for Jesper Wendt
Jesper Wendt

Det er sørgeligt som man anvender alle huller i lovgivningen i negativ forstand efterhånden.

Vel vidende det kun gør problemerne endnu mere markante.

Udøvende magt, skal ikke være lovgivende magt.