Sverigedemokrater måtte opgive valgmøder

Partiet Sverigedemokraterna måtte onsdag aflyse to valgmøder. Et af stederne kunne politiet ikke garantere for partilederens sikkerhed.
15. september 2010 kl. 20:20Opdateret 15. september 2010 kl. 20:25

Lederen af det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna, Jimmy Åkesson, måtte onsdag aften opgive at tale ved et valgarrangement i Karlstad.

Politiet kunne ikke garantere for sikkerheden, siger en talsmand til svensk tv.

Et stort antal mennesker, heriblandt flere moddemonstranter, havde indfundet sig på den plads i Karlstad, hvor Åkesson skulle tale.

Selv om politiet var til stede med 25 mand og to hundepatruljer, var det ikke forsvarligt at gennemføre arrangementet, siger polititalsmanden.

Tidligere på dagen blev Sverigedemokraternas møde i Norrköping aflyst, fordi partiet havde fået oplysninger om, at det ville blive afbrudt af demonstranter. Derfor valgte partiet selv at aflyse.

På torvet i Eskilstuna blev et møde med partisekretær Björn Söder gennemført som planlagt, men politiet oplyser, at valgmødet blev forstyrret af larmende moddemonstranter.

/ritzau/TT

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det politiske fremmedhad i Sverige og Danmark hverken kan eller bør sammenlignes med tredivernes Tyskland - måske lige undtagen på det retoriske niveau. Folk som Jonni, Jimmy og Pia har samme ret til at afholde offentlige møder som Johanne og Villy - og andre har naturligvis retten til samtidigt at protestere imod det.

Så vidt jeg ved, var der her ingen af de sædvanligt tåbelige slåskampe mellem ventreradikale og politi. I stedet blev der kastet et par æg, forholdsvist harmløst. Sverigedemokraterna og politiet tog alligevel mod tilbudet om en martyr-rolle, og aflyste møderne. Så der var ingen vold, men politiets vurdering bygger desværre på rigtig dårlige erfaringer fra tidligere sammenstød. Det er svært at afvise, at truslen kunne være reel.

Alt for mange gange har fortrinsvist selverklærede antifascister arrangeret dumme optrin, som skader den påkaldte fælles sag. At optræde truende eller direkte tillade at enkelte ballademagere i forsamlingen lever deres voldsfantasier ud, er simpelthen for dumt. Det er også kontraproduktivt, som netop de stridende grupper i tredivernes Tyskland burde have lært os. Fortsat at bekæmpe højrepopulisterne på denne måde viser kun, at intet er lært af fortidens fejl.

Med den nye måling som Steen Sohn referer til, hvor Sverigedemokraterne kan få optil 9% af stemmerne, synes jeg valget på Søndag bliver mere og mere spændende.

Desuden må man forvente at Sverigedemokraterne også vil nyde godt af DF-effekten, der betyder at partiet til selve valget vil modtage flere stemmer end meningsmålingerne peger på, da mange især i Sverige må man forvente, ikke vil sige officielt eller u-officielt at de stemmer på sverigedemokraterne.

Så det er endnu en joker i det svenske valg.