Minister: Rejsekortet er nu eller aldrig

Transportministeren er træt af de evindelige forsinkelser på Rejsekortet. Hvis leverandøren ikke snart er klar til at sætte det i gang, er det slut, siger han.
2. november 2010 kl. 04:21Opdateret 2. november 2010 kl. 04:25

Efter at offentlige selskaber har brugt mere end 700 millioner kroner og otte års arbejde på at udvikle et elektronisk rejsekort, har transportminister Hans Christian Schmidt (V) fået nok.

Nu skal systemet virke - eller også skal det skrottes, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Det kan ikke passe, at rejsekortet bliver udsat for den ene forsinkelse efter den anden. Derfor er min tålmodighed nu brugt op. Jeg har fået undersøgt, om kortet kan virke, og det kan det. Derfor er det nu eller aldrig, fastslår Hans Christian Schmidt.

Han understreger, at hvis ikke leverandøren af rejsekortet, konsortiet East-West Denmark, senest den 1. december siger ok til at få projektet sat i gang, vil det være slut.

- Vi kan se, at det er muligt at indføre en foreløbig version nu, derfor må vi forlange, at det sker nu. Man har indføjet en katapult i kontrakten, så den kan siges op, men jeg håber ikke, at det kommer så langt, siger Hans Christian Schmidt.

Det er konsulentfirmaet Gartner, der for Transportministeriet har lavet et såkaldt "Review af rejsekortet", og her konkluderer man, at rejsekortet kan virke.

Ifølge transportministeren skal rejsekortet være landsdækkende senest i 2012.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Hvorfor dette rejsekort cirkus. Hvorfor udvikles der ikke automater der udover rede penge kan tage mod betaling fra mobiltelefoner ol. Hvis det udvikles slipper danskerne også for at deres rejse mønster inden for den kollektive trafik bliver en offentlig hemmelighed.

Dorte Sørensen, man kan i forvejen på forskellige måder handle over sin mobiltelefon. Jeg er imidlertid mere optaget af den totale mangel på forståelse for service i Danmark, som sædvanligt i servicevirksomheder: man har længe ikke kunnet købe billetter med dankort (eller andre kort, tænk, hvis man kunne bruge visa eller mastercard?!) i visse typer automater, ligesom man ALDRIG har kunnet bruge sedler. Det er helt uhørt i forhold til andre lande, hvor man ikke ser den store angst for automatbræk, som åbenbart kendetegner det statistisk set meget lidt kriminelle Danmark. Man sætter altid almindelige menneskers behov og bekvemmelighed lavere end de ganske få, der bryder reglerne (et andet eksempel var cigaretautomaternes forsvinden i gamle dage).