FN-rapport advarer om ny recession

USA, Japan og flere europæiske økonomier er i risikozonen for en ny recession, advarer ny FN-rapport.
1. december 2010 kl. 18:25Opdateret 1. december 2010 kl. 18:40

Den økonomiske vækst i verden er ikke stærk nok til at redde de arbejdspladser, der gik tabt under finanskrisen, og nogle af de største økonomier risikerer et såkaldt dobbeltdyk.

Det advarer FN om i en ny rapport, der giver et bud på, hvordan verdensøkonomien vil udvikle sig i de kommende to år.

Ifølge rapporten er USA, Japan og de største europæiske økonomier i fare for at ryge ud i en ny recession.

Nok vil verdensøkonomien i gennemsnit vokse med 3,1 procent i 2011 og 3,5 procent i 2012, men det er "langt fra tilstrækkeligt" til at genskabe de tabte arbejdspladser, vurderer FN's eksperter.

For de 16 lande i eurozonen ventes et fald i væksten, fra 1,6 i år til 1,3 næste år, hvorefter den ventes at stige til 1,9 i 2012.

- Opsvinget i den globale økonomi er begyndt at aftage siden midten af 2010, og alt tyder på en svagere global økonomisk vækst, lyder vurderingen i FN-rapporten.

/ritzau/AFP

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tænk nu hvis man inddrog aktionærerne og bankernes profitter, så vilde priserne falde på forbrugsgoderne. Flere mennesker ville købe mere, hjulene ville begynde at snurre….

Tænk nu hvis man lod aktionærejet virksomheder gå konkurs og beslaglage resten af deres værier samt demokratiserede dem som er for store (det rigtige ord for nationalisere)