Ingen civile dræbt af danske Libyen-bomber

Der er foreløbig ingen civile ofre for de danske angreb mod mål i Libyen, forsikrer forsvarsministeren.
29. marts 2011 kl. 16:45Opdateret 29. marts 2011 kl. 17:00

Når regnestykket foreløbig skal gøres op for den danske deltagelse i angrebet på Libyen så lyder det på 81 kastede bomber og ingen civile tab.

- F-16-missionens indsats møder overalt, hvor jeg kommer, meget, meget positiv kritik. Når jeg er sammen med regeringskollegaer, så møder jeg anerkendende ord. Også på baggrund af de fortrolige informationer mine kollegaer har, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn

Her orienterede statsministeren og forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) om, at de fire danske F-16-kampfly i alt har smidt 81 bomber mod libyske kampvogne, missilaffyringsramper samt kommando- og kontrolcentre. F16-flyene har været på vingerne i cirka fem procent af alle de indsatser, der har været.

Ifølge Gitte Lillelund Bech er ingen civile blevet dræbt under angrebene.

- I de missioner, som de danske fly har været med, har der ikke været nogen tab. Og vi har heller ingen meldinger om civile tab i forhold til den øvrige indsats som koalitionen har foretaget, siger Gitte Lillelund Bech.

Selv om kampene nu begynder at bevæge sig ind i byområderne, så håber forsvarsministeren, at de civile tab stadig kan undgås.

- Udgangspunktet er hele tiden, at vi skal beskytte civilbefolkningen. Så hver eneste gang, at der udvælges et bombemål, så laves der er en vurdering af risikoen i forhold til civilbefolkningen, siger Gitte Lillelund Bech.

- Erfaringerne fra andre lignende steder har været, at den, som vil befolkningen det ondt, så også vælger at placere sin kommandostruktur i civilt befolkede områder for dermed at skaffe sig civile tab og udstille, at koalitionen ikke gør det rigtige.

- Vi har ikke set det endnu fra Muammar Gaddafis side. Men vi skal være forberedt på, at man ikke kan garantere, at der ikke på et tidspunkt kommer civile tab, siger forsvarsministeren.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Pelle Andersen-Harild

Det danske Forsvar (der jo er et Angreb) må have en hemmelig aftale med Vorherre om med guddommelig sikkerhed at afgøre, at de 81 bomber kun rammer fjender (hvem det så end er) og ikke venner (hvem det så end er). Og var det i det hele taget så ikke noget med at forhindre, at der blev begået overgreb mod civilbefolkningen. Det her er bomber for olie.

Næh - Jeg tror forsvarsminister Gitte personligt har været nede og inspicere samtlige 81 målområder for en fuldstændig skadesevaluering.

Slettet Bruger

Det stemmer også med mine informationer. Det er en klinisk ren krig heldigvis. De gode mod de helt igennem onde, og vi har netop forhindret et folkemord, intet mindre. Der er jurister med på alle missioner, og de danske våben - altså dem vi har købt af de andre – kan faktisk bombe lokummet i Kastrup lufthavn uden nogle opdager noget i indenrigsterminalen på Christiansborg. Det er først efter fintællingen og valget, at der muligvis bliver kø ved håndvasken, hvis den stadig står der.

Thorsten Lind

..forkæl dig selv.
Prøv det danske flyvevåbens
wellness!

( ...er der for øvrigt nogen der har et godt fif her?
Hvordan fjerner jeg den klæbrige sødsuppe,
der driver ned af min computerskærm, når den gengiver forsvarsministerens udtalelser?)

Det farlige ved ved denne krig er deres propaganda - den er i enestående fladpandet. Jeg har dem mistænkt for at teste hvor langt de kan komme alene på påstande og manipulationer, uden at den hjemlige opinionen fatter mistanke. Det er også muligt at stigningen i benzinpriserne gør at folk bare lukker øjnene for deres selvmodsigelser.