Telegram

Vaccine kan udløse narkolepsi hos børn

Risikoen for søvnsygdommen narkolepsi hos børn stiger markant efter influenzavaccination, viser ny forskning.
Telegram
29. marts 2011 kl. 16:40

Den alvorlige søvnsygdom narkolepsi kan hos børn og unge hænge sammen med vaccination med influenzavaccinen Pandemrix, oplyser Lægemiddelstyrelsen.

Et nyt svensk registerstudie tyder på, at børn og unge under 20 år kan have fire gange så høj risiko for at udvikle søvnsygdommen narkolepsi, hvis de er vaccineret.

Resultaterne ligner en finsk undersøgelse. Langt de fleste tilfælde sås i perioden lige efter vaccinationen. Hverken det svenske eller finske studie viste øget risiko for voksne.

Sundhedsstyrelsen i Danmark anbefalede i forbindelse med pandeminen i 2009/2010 kun vaccinen til børn i særlig risiko for svær eller alvorlig influenzasygdom i modsætning til Sverige, hvor man valgte at tilbyde vaccinen til alle børn og unge.

I Danmark blev 20.800 børn og unge under 18 år vaccinerede. Pandemrix har ikke været brugt siden pandemien.

Lægemiddelstyrelsen har tirsdag på et møde med Sundhedsstyrelsen og Statens Seruminstitut drøftet de nye resultater.

De danske myndigheder vurderer ikke umiddelbart, at der er grund til bekymring i Danmark, men vil følge den fortsatte udredning af den mulige sammenhæng mellem influenzamedicinen og og narkolepsi.

Studierne fortsætter i både Sverige og Finland. I EU-regi arbejdes der videre med at kortlægge en eventuel sammenhæng mellem Pandemrix og narkolepsi. Resultaterne fra epidemiologiske studier fra ni lande, heriblandt Danmark, ventes i løbet af sommeren.

I alt er mindst 30,8 millioner personer i EU blevet vaccineret med Pandemrix. 15. februar 2011 var der i EU og EØS indberettet 339 tilfælde af narkolepsi som mulig bivirkning ved Pandemrix.

Narkolepsi er en sjælden sygdom, som viser sig ved pludselige søvnanfald. Årsagen er endnu ukendt, men menes at være genetiske og miljømæssige påvirkninger, herunder infektioner.

/ritzau/

Opdateret 29. marts 2011 kl. 16:45

Tak.. Det var fanme også på tide..

Det kan vist kun være i Danmark at den forskning er ny, for jeg har vidst det længe..

Det var fremme allerede sidste år, at narkolepsi i sverige var steget 20% blandt de unge..

I Indien var der 4 børn der døde på et hospital efter at have fået vaccinen, hvorefter sygeplejerske og lægerne blev holdt som gidsler af forældrene..

Jim Carrey Speech at Green the Vaccine Rally P1:

http://www.youtube.com/watch?v=Nrm3qrZkzQw

Konspirations-teorier !!
Det næste er vel at i vil påstå WTC7 blev sprængt i luften ??