Efter flugt til Sverige får ægtepar ophold

Ministerium gav efter ni år ophold til danskers udenlandske hustru, men ender nu i retten for langsommelighed.
24. april 2011 kl. 18:19Opdateret 24. april 2011 kl. 18:25

Integrationsministeriet skal betale for at have "syltet" sager om opholdstilladelse til dansk-udenlandske par i Sverige og for ikke at have fulgt EU-retten.

Det mener Torben Wilken, der er formand for borgerretsorganisationen Dansk-Nordisk Modstandsbevægelse (DNM), der i 2002 introducerede den såkaldte Sverige-løsning.

Den gik ud på, at ægtepar bestående af en dansk statsborger og en person uden EU-statsborgerskab ved at flytte til Sverige i en årrække kunne vende tilbage til Danmark og få opholdstilladelse. Det skulle være muligt på grund af EU-regler.

Torben Wilken siger, at Integrationsministeriet har trukket cirka 50 sager i langdrag, og at danskeres EU-borgerrettigheder undervejs i administrationen er tilsidesat.

- Efter EU-ret har parrene adgang til at få erstatning. Vi vil have dom for, at det, der er foregået, er dybt ulovligt. I første omgang vil vi lægge sag an i landsretten, hvorefter den eventuelt kan gå videre til Højesteret for derefter at havne i EU, siger Torben Wilken.

Først skal DNM dog på tirsdag dokumentere de påståede ulovligheder for Folketingets Europa- og Udlændingeudvalg.

Den 8. april vandt DNM det, som Torben Wilken kalder for en "delsejr" over Integrationsministeriet, da en kvindelig ikke-EU-borger efter små 10 års kamp fik tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark sammen med sin søn.

Kvinden og hendes danske mand var ifølge DNM det første par, der i 2002 benyttede sig af Sverige-løsningen, og også det første par, som missionen er lykkedes for.

Torben Wilken vurderer, at afgørelsen vil føre til, at andre sager vil falde ud til fordel for tusinder af dansk-udenlandske ægtepar, der er bosat i Sverige.

- Tusindvis af par har benyttet sig af Sverige-løsningen og går og venter på at komme tilbage. Nogle er dog blevet så vrede på Danmark, at de slet ikke har lyst til at komme tilbage, siger han og vurderer, at cirka 1500 par ønsker at tage retur over Øresund.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Christensen

Det ser ud til at der mangler nogle detaljer her, for der er ikke noget problem i at komme tilbage til DK hvis man har boet i Sverige med sin ægtefælle som ikke er EU-borger. Min kone har selv netop for få dage siden fået tilsagn fra Udlændingeservice om at hvis vi flytter til Danmark inden for 6 måneder, bliver hun tildelt opholdskort efter EU-reglerne, og jeg ved at mange har gjort det i de seneste par år. Så hvorfor 1500 par venter med at flytte, det er mig en stor gåde. Vi havde boet i Sverige i ca. 4 måneder da vi søgte, og vi fik svaret efter 2 uger.

Enten er der noget DNM ikke lige har fattet, eller også er der nogle relevante detaljer der er udeladt.

Der må være tale om nogle gamle sager fra før juli 2008. Dengang mente den danske regering ikke, at danskere, der havde boet i andre EU-lande som studerende eller grænsegængere, havde ret til at tage deres familie med sig til Danmark efter EU-reglerne.

Efter 3 års tovtrækkeri med EU-kommission og i ly af Metockdommen, der handlede om noget helt andet, ændrede Danmark denne praksis i juli 2008.

Men der er naturligvis en række par, som fik afslag før juli 2008, og det må være nogle af de sager, som DNM nu vil have prøvet i retten.

Jeg er enig i, at telegrammet fra Ritzau er noget mangelfuldt i retning af at forklare, hvad det reelle indhold i sagen er, men det er vist ikke specielt usædvanligt.