Romaer flygter fra ungarsk vagtværn

Hundredvis af romaer er flygtet fra en landsby i det nordlige Ungarn af frygt for højreekstrem gruppe.
22. april 2011 kl. 22:53Opdateret 22. april 2011 kl. 23:00

Flere hundrede etniske romaer har forladt en landsby i det nordlige Ungarn af frygt for angreb fra et højreorienteret vagtværn.

Gruppen, der kalder sig Ungarsk Forsvarsstyrke, siger, at den har etableret en træningslejr i området og vil holde øvelser i løbet af weekenden, men den afviser, at den forsøger at provokere de romaer, der bor i landsbyen Gyongyospata.

En talsmand for Romaernes Menneskeretsbevægelse siger, at 276 kvinder og børn blev evakueret fredag.

Den 32-årige Gyula Racz, der bor i byen, siger at han i lighed med mange andre har sendt sin kone og sine børn til Ungarns hovedstad, Budapest, der ligger 90 kilometer væk.

- Lad dem få en fredelig påske der. Rygterne her går på, at der vil være en masse mænd i uniform, siger han.

Medlemmerne af Ungarsk Forsvarsstyrke er ofte klædt i camouflageuniformer og røde baretter og har tidligere patruljeret gaderne i Gyongyospata for at "genoprette ro og orden".

De har - i lighed med andre tilsvarende grupper - opbakning fra det yderliggående højrefløjsparti Jobbik, der har 46 af de i alt 386 pladser i Ungarns parlament.

Jobbik er fra mange sider blevet beskyldt for at være både antisemitisk og diskriminerende mod Ungarns store roma-mindretal.

De ungarske myndigheder har sendt en politistyrke til landsbyen, og fredag var der meldinger om, at nogle af Ungarsk Forsvarsstyrkes medlemmer var blevet anholdt.

En talsmand for Ungarns premierminister afviser, at der er tale om en evakuering af romaerne. Han siger, at deres afgang fra landsbyen er led i en planlagt ferie, som Røde Kors arrangerer.

Røde Kors afviser også, at der er tale om en evakuering.

/ritzau/Reuters

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars-Bo Abdullah Jensen

Jamen så de danske politikere jo hvordan man kan ordne det roma problem, når nu de ikke mener at det er ok, at Danmark ikke kollektivt må udvise, og heller ikke mener at mere synligt politi er vejen frem.

De skal bare have Røde Kors til at sende dem på ferie.