Radikale: Strengere straf er uspiselig

Justitsministeren er en nikkedukke for Dansk Folkeparti, når han hæver straffen for hjemmerøveri, siger R.
22. maj 2011 kl. 19:32Opdateret 22. maj 2011 kl. 19:40

Mens De Radikale i sidste uge vakte opsigt ved at stå sammen med regeringen om en stor aftale om efterløn og folkepension, så har midterpartiet intet tilovers for regeringens nye tryghedspakke.

Pakken fordobler straffen for hjemmerøveri og overfaldsvoldtægter, og den støttes af Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.

Men den er helt uspiselig for De Radikale, fastslår retsordfører Lone Dybkjær (R).

- Justitsministeren er en nikkedukke. Dansk Folkeparti skal åbenbart blot løfte et øjenbryn, og så retter Lars Barfoed og De Konservative ind.

- Alle disse stramninger er en fjer i hatten til Pia Kjærsgaard, og jeg må sige, at jeg er dybt forundret over, at ministeren lade sig presse til at gå med til det, siger Lone Dybkjær.

Hun anklager samtidig justitsminister Lars Barfoed (K) for at overhøre sine egne eksperter i Straffelovrådet, som ellers har til opgave at vurdere spørgsmål om blandt andet strengere straffe.

- Justitsministeren har gentagne gange over for Folketinget bedyret, at der først ville blive gjort noget på dette område, når Straffelovrådet havde præsenteret sine anbefalinger.

- Nu pludselig kommer så denne pakke, uden at vi andre har set resultaterne fra Straffelovrådet. Det må da betyde, at justitsministeren bryder løfter, han har givet til Folketinget, siger Lone Dybkjær.

Tryghedspakken anses for at være en del af Dansk Folkepartis betaling for at gå med i aftalen om forringelser af efterlønnen og en fremrykning af en højere pensionsalder.

De Radikale har dog hele tiden fastholdt, at der er tale om et opdelt forhandlingsforløb, og at partiet ikke har noget ansvar for, at regeringen ved siden af tilbagetrækningsreformen forhandler blandt andet retspolitiske stramninger med Dansk Folkeparti.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Skov

Nogle skal bestikkes med lov om straf og tæv, selvom løsningen er mindre social ulighed. Men det er jo det modsatte af regeringens holdning.

Holdning er blevet legalt som argument hævet over diskussion.

Nogle bruger statens midler til at bestikke vælgere hvilket åbenbart er lovligt i visse banankongeriger.

Her er politik er trukket ned i dyndet som den rene skære utugt / udyd. Hvilket gør landets elite til prostituerede i ordets egentlige betydning.

Åhhh Lone, den glider nok ned når I får nogle flere sociale nedskæringer, som så kan sende nogle flere ud i kriminalitet.