Du skal have erstatning for forsinkede fly

En nordjyde har vundet en principiel sag over SAS, som kan få afgørende betydning for alle flyrejsende.
1. juli 2011 kl. 15:06Opdateret 1. juli 2011 kl. 15:15

Flypassagerer har krav på erstatning, når deres fly er forsinket.

Det afgjorde byretten i Aalborg i dag, da den dømte SAS til at betale erstatning til en advokat fra Aalborg, som blev forsinket på en flyrejse til Nice, skriver tv2nord.dk.

For lidt over et år siden blev Preben Bang Henriksen knap syv timer forsinket på en rejse til Nice. SAS nægtede efterfølgende at betale erstatning, og det fik advokaten til at stævne SAS.

I byretten henviste han til en dom fra EU domstolen fra den 19. november 2009, den såkaldte "Sturgeon" dom, som siger, at flypassagerer også har krav på erstatning hvis deres fly bliver forsinket.

SAS påpegede i retten, at EU domstolen ved Sturgeondommen, var gået ud over deres beføjelser ved at stramme bestemmelsen om, at flypassagerer har krav på erstatning, hvis deres fly bliver aflyst til også at gælde, hvis deres fly kun er forsinket.

Retten i Aalborg valgte dog at følge Sturgeondommen og dømme SAS til at betale erstatning.

I det konkrete tilfælde skal Preben Bang Henriksen have en kontant erstatning på 400 euro - cirka 3000 kroner.

-Jeg håber, at dommen betyder, at luftfartsselskaberne automatisk udbetaler de her penge, eller gør det hurtigere, end de gør i dag.

- I dag er det jo sådan, at ressourcestærke personer med måske lidt pænere brevpapir, de får erstatning, men andre mennesker får tilbudt en ostemad, siger advokat Preben Bang Henriksen til tv2nord.dk.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Kroll

Luftfartsselskaberne må lære at levere den vare, som folk betaler for.

De manerer, med bare at sælge så mange billetter som muligt, og så "løbe fra ansvaret", når materiellet ikke rækker til at opfylde forpligtelserne over for billet-køberne - det duer simpelthen ikke.

Andre brancher kan heller ikke slippe afsted med noget sådant plattenslageri.