Telegram

Vi får en valgkamp med mere mudderkast

V's kampagne mod S og SF er kun den første håndfuld mudder i mudderkastningen, siger lektor i statskundskab
Telegram
14. august 2011 kl. 13:00

Der bliver skuet op for valgkampsretorikken og mudderkast, når Venstre i den kommende uge indleder en ny aggressiv kampagne, der skal hænge S og SF's økonomiske politik ud.

Og danskerne vil klart se mere af den slags under den kommende valgkamp, hvor der i højere grad end tidligere vil være fokus på modstandernes fejl og mangler, vurderer lektor i statskundskab ved KU Karina Pedersen.

- Analytikerne forventer, at der vil være mere af den her amerikaniserede form for valgkampagne end der plejer, siger Karina Pedersen.

- Det er en metode, en del af de danske partier allerede benytter sig af, og det gør de specielt i den her situation, hvor der tydeligt er to forskellige løsninger på ét problem.

Det vil især være den økonomiske politik, der kommer i fokus, når de to store politiske modparter skal pege fingre af hinanden.

- Man er enige om, hvad dagsordenen skal handle om, og der er to forskellige løsninger. Det gør det nemmere at pege fingre af modparten, fordi der er et meget tydeligt alternativ, siger Karina Pedersen.

- Man kan klart regne ud, hvilke økonomiske konsekvenser udspillene vil have, alt efter hvilken løsning man vælger. Det gør også, at valgbudskaberne er mere skarpe.

Selvom lektoren forventer, at den amerikaniserede valgkampstrategi vil være mere tydelig i år, end man har set ved tidligere valg, mener hun dog ikke, at mudderkastningen bliver det eneste element.

- Der er fortsat en dansk tradition for at gå ud og fortælle om partiets egen politik. Så selvom Venstre nu går målrettet efter S og SF's politik, så vil de også fortælle om deres egne mål, siger Karina Pedersen.

- De vil selvfølgelig kritiserer hinanden, ligesom de plejer, men det vil langt fra være den eneste strategi, vi vil se.

/ritzau/

Opdateret 14. august 2011 kl. 13:10

"- Man kan klart regne ud, hvilke økonomiske konsekvenser udspillene vil have, alt efter hvilken løsning man vælger. Det gør også, at valgbudskaberne er mere skarpe."

Den historisk-økonomiske lære er vist snarere den modsatte; det kan kun i begrænset omfang estimeres hvilke økonomiske konsekvenser diverse udspil vil have - og dette primært iht. fordelingspolitik. De langsigtede konsekvenser kan ingen vide ret meget om.

Karina Pedersens udtalelser, som de her er citeret, kan vist højest bruges til at legitimere den tilskuerdemokratiske underholdning, som i vid udstrækning har skubbet en folkeligt engagerende politisk debat i baggrunden.

Er der ellers ikke noget om, at mudderbade er sundt for huden?

Erik, det virker kun hvis det påføres med kærlighed.