Fidel Castro: Kommandanten med de 100 liv

I dag fylder Fidel Castro 85 år. Han har overlevet utallige attentatforsøg og en alvorlig mavelidelse.
13. august 2011 kl. 04:30Opdateret 13. august 2011 kl. 04:40

- Jeg er lykkelig over, at jeg nu kan se frem til at blive 80. Det havde jeg ikke forventet med en nabo, verdens supermagt nummer ét, der prøver at myrde mig hver eneste dag.

Sådan lød det fra Fidel Castro, Cubas mangeårige leder, for fem år siden, med ironisk reference til de muligvis flere hundrede attentatforsøg mod hans liv, siden han overtog magten i 1959.

Kun et fåtal kan dokumenteres, og for dem alle gælder det, at de har det amerikanske styre og CIA som afsendere.

Lørdag fylder han 85, manden med de store cigarer, det vildtvoksende skæg og de timelange taler.

Hermed kan "El Comandante" ajourføre en status, som ikke blot omfatter de mange forsøg på at aflive ham, men også en alvorlig mavelidelse.

Han synes nu at være kommet sig ganske godt over sygdommen og er fortsat meget aktiv, selv om han efter sit lange sygeleje har afgivet næsten alle sine politiske poster.

Fidel Alejandro Castro Ruz' familie stammer fra det nordvestlige Spanien. Han tog juridisk embedseksamen i 1950, men havde forinden indledt sit politiske engagement i væbnede grupper på universitetet i Havanna.

I 1953 mislykkedes deres forsøg på at vælte landets præsident og enehersker, Fulgencio Batista, der med støtte fra USA holdt den cubanske befolkning i et jerngreb.

Castro blev smidt i fængsel, men benådet to år senere, hvorefter han tog ophold i Mexico. Her grundlagde han en ny oprørsbevægelse med støtte fra bl.a. sin bror Raúl og den argentinske læge Ernesto "Che" Guevara.

Deres cubanske revolution blev udkæmpet som en guerillakrig, hvis udfald tvang Batista til at flygte nytårsdag 1959. En uge senere rykkede Castros tropper ind i hovedstaden, og grundlaget var lagt for en ny epoke i østatens historie.

De følgende år overtog Fidel Castro posterne som blandt andet premierminister og generalsekretær for kommunistpartiet.

Han gjorde Sovjetunionen til Cubas nærmeste allierede og udråbte sit land til en socialistisk stat, hvor kun det kommunistiske parti var tilladt. Hermed svigtede han groft et løfte om frie valg i landet, som han havde givet befolkningen.

Samtidig førte Castros kollisionskurs med USA i 1961 til et amerikansk forsøg på at invadere Cuba, der endte som en total fiasko. Året efter eskalerede situationen med den såkaldte Cuba-krise, udløst af de missiler, russerne havde opstillet på øen.

I nogle dage holdt verden vejret af frygt for en atomkrig. Frygten kunne afblæses, da Sovjetunionen trak sine raketter tilbage, mens USA lovede, at der ikke ville komme flere forsøg på at indtage Cuba.

Til gengæld iværksatte præsident J.F. Kennedys regering i 1962 en handelsboykot, som først er blevet lempet noget i de senere år. Embargoen har skabt alvorlige økonomiske problemer for Castro og det cubanske folk.

Paradoksalt nok har den cubanske leder formået at udnytte den psykologisk, så blokaden har bidraget til at styrke myten omkring hans person, specielt i de mange latinamerikanske lande, der også har et anstrengt forhold til USA.

Sovjetunionens og Østblokkens sammenbrud i begyndelsen af 1990'erne rev tæppet væk under den cubanske økonomi.

Levestandarden faldt dramatisk, og det samme gjaldt den folkelige opbakning til landets leder, som aldeles ikke var indstillet på at lægge kursen om med inspiration i den perestrojka, der havde gjort det af med hans gamle kammerater i Moskva.

Alligevel er der næppe tvivl om, at Fidel Castro fra sin tilbagetrukne position har ydet væsentlige bidrag til de seneste års reformer, måske de første skridt på vejen mod en anden styreform, når tiden rinder ud for revolutionens ledere.

Blandt dem også Fidels fem år yngre bror, Raúl, der afløste ham som statsoverhoved i 2008.

I et land, der var dybt forarmet og præget af store sociale skel, da de kom til, præsterede denne generation af politikere bemærkelsesværdige resultater de følgende årtier.

Især i form af et uddannelses- og sundhedssystem, der var unikt efter latinamerikansk målestok og også fik resten af verden til at spærre øjnene op.

Samtidig har befolkningen betalt en høj pris for at leve i Castros "socialistiske paradis". Undertrykkelsen af politiske modstandere har været nådesløs, og mange har betalt prisen med livet eller lange fængselsophold.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Havde Fidel Castro i stedet præsenteret sig som antikommunistisk diktator, men ellers ført præcist den samme politik, havde der ikke været grænser for støtten fra USA.

Anne Marie Jensen

"Levestandarden faldt dramatisk, og det samme gjaldt den folkelige opbakning til landets leder..."

Det er en sejlivet myte, den med den dramatisk vigende opbakning til Fidel. Ønsketænkning, måske?

@Erik Karlsen

Fidel var ikke kommunist fra starten, men da han foretog kraftige udrensninger i den væltede diktator Batista's gangstervælde kunne han ikke undgå også at ramme amerikanske interesser og Cuba blev bad standing i USA, og Fidel blev af økonomiske årsager kastet i armene på østblokken.

Carsten Agersnap

"det gode sejrer i sidste ende"

Ja.

Jeg håber at Fidel lever nogle år endnu, så han får at se når de 51 staters stat kollapser.

Længe leve solidaritet. Længe leve Fidel.

Ned med tyranni, rovmord, løgn, tyveri, røveri og en uendelig strøm af propaganda.

Længe leve Fidel.

Ruben Michelsen

Carsten Agersnap.

Flot fødselsdagshilsen til diktatoren.
Selv Stalin ville have nikket anerkendende.

Spørgsmålet er, om Fidel Castro lever længe nok til at se lillebroderen indføre kapitalisme.
Han starter nu med privat ejendomsret, og så går det jo stærkt, ved du.

Heldigvis har vi da stadig nordkorea.

henrik hansen

Nu er det jo Ritzau, der skriver, så der skal som altid redigeres og renses ud i manipulationen, og når Informations redaktion endnu engang sidder og sover eller ikke gider lave et stykke seriøst arbejde, så må andre jo gøre det.
Hermed mine kommentarer:
”Samtidig førte Castros kollisionskurs med USA i 1961 til et amerikansk forsøg på at invadere Cuba, der endte som en total fiasko. ”
Castro førte ikke kollisionskurs mod USA. Tværtimod tog han allerede i april 1959 (få måneder efter revolutionens start) til USA for at mødes med vicepræsident Nixon. Efter mødet var Nixon overbevist om, at Castro var en kommunist. Her skal man huske på tidens kontekst: McCarthy perioden i USA, og bla Nixon (ligesom Kennedy) sad jo i de berygtede HUAC-komitéer, der skulle udspørge offentligt ansatte. Og allerede derfra starter planer om at få udryddet det nye styre i Cuba.

”Til gengæld iværksatte præsident J.F. Kennedys regering i 1962 en handelsboykot, som først er blevet lempet noget i de senere år. Embargoen har skabt alvorlige økonomiske problemer for Castro og det cubanske folk. ”
For det første er det ikke en embargo. En embargo er en bi-lateral konflikt. Den amerikanske ”embargo” er en blokade, fordi den også søger at forhindre andre lande i at samhandle med Cuba. Bla HelmsBurton loven fra 1996 giver mulighed for at straffe udenlandske firmaer, der handler med Cuba, ved at forhindre dem i at sælge varer til USA. Eller hvis en dansk produceret vare indeholde cubansk nikkel, kan den ikke sælges i USA. Banker fra Schweiz (UBS, The swiss bank) og England (Lloyds TSB) er blevet idømt 3 cifrede millionbøder af USA for at have lavet handelstransaktioner for Cuba i US-dollars. Cuba kan ikke låne penge i hverken Verdensbanken eller IMF pga USA's dominans…etc. Alt sammen mhp at udsulte den cubanske befolkning, så de til sidst vil blive så utilfredse med det siddende politiske regime og derved starte en omvæltning. Lester D. Mallory fra departamentet for Interamerikanske Affærer skrev i 1960: "The majority of Cubans support Castro . The only foreseeable means of alienating internal support is...to weaken the economic life of Cuba..... denying money and supplies to Cuba, to decrease monetary and real wages, to bring about hunger, desperation and overthrow of government."

For det andet er handelsboykotten ikke blevet limpet overfor Cuba. Cuba må godt nok købe nogle enkelte fødevarer i USA, men INTET cubansk må sælges til USA pga amerikansk lovgivning

”Paradoksalt nok har den cubanske leder formået at udnytte den psykologisk, så blokaden har bidraget til at styrke myten omkring hans person, specielt i de mange latinamerikanske lande, der også har et anstrengt forhold til USA.”
Har de latinamerikanske lande et anstrengt forhold til USA? Er det ikke omvendt? Hvem stod bag kupforsøget mod Hugo Chavez i april 2002? Tillige indsatte USA sin 4. flåde i de latinamerikanske farvande i 2008 med bla atombevæbnede U-både pga den "bekymrende" udvikling i Latinamerika (Læs: Venstreorienterede regeringer). I 2009 blev det besluttet at anlægge 7 nye militær- og flybaser i Colombia, og for nogle måneder siden blev det besluttet at lave endnu en militærbase i Honduras, hvor der foregik et militærkup for 2 år siden og USA var underligt tøvende i denne sag ( nu vides det hvorfor!!)

”Samtidig har befolkningen betalt en høj pris for at leve i Castros “socialistiske paradis”.”
Skulle der ikke have stået: Samtidig har befolkningen betalt en høj pris for at leve i et Cuba blokeret økonomisk og diplmatisk af USA, forsøgt invaderet af USA, terroraktioner og attentater begået mod Cuba fra USA. Dette har over årene kostet 3500 cubanere livet samt 2000 lemlæstede.

” Undertrykkelsen af politiske modstandere har været nådesløs, og mange har betalt prisen med livet eller lange fængselsophold.”
Jeg har været inde på det før: Tjek den danske straffelovs kapitel 12. Hvis en ydre fjende i Danmark, så træder også bestemte ytrings- begrænsninger ind i Danmark, og havde Danmark stadig officielt været i krig mod Irak i 2007, var enhedslisten Asmaa Hamid også blevet dømt til op til 6 års fængsel for en udtalelse til fordel for Irak, hvilket stødte en konservativ politiker - Rasmus Jarlov - så meget, at han anmeldte Asmaa til politiet efter §100 i straffeloven (op til 6 års fængsel). INGEN er blevet slået ihjel i Cuba for deres politiske holdninger siden 1959, og masser af cubanere har liberale holdninger… dette præger også de sidste 20 års førte politik i Cuba med bla stigende liberalisering, eks. stigende antal private virksomheder, og sidst også køb og salg af bolig.

Ruben Michelsen

Henrik Hansen.

Du glemte at kommentere Castros løfte til det cubanske folk om at indføre frie valg.

Du ved - det der demokrati-pis, som alverdens befolkninger efterspørger.

ruben michelsen skrev:

Spørgsmålet er, om Fidel Castro lever længe nok til at se lillebroderen indføre kapitalisme.
Han starter nu med privat ejendomsret, og så går det jo stærkt, ved du

---------------

i og med at det er til det store flertal af menneskers' fordel: at der er fælleseje i stedet for særeje til
de fleste af produktionsmidler, m.m.

vil et flertal af befolkningen jo nok være meget modstandere af noget sådant, som du beskriver,
og næppe noget som de meget få capitalister vil kunne gennemføre demokratisk, så det kommer
næppe til at ske. det store flertal vil støtte socialismen.

henrik hansen

Ruben Michelsen: "demokrati-pis, som alverdens befolkninger efterspørger"
Rigtigt, det efterspørger alverdens befolkninger!
Må jeg være så ’fræk’ at spørge til din forståelse af demokrati-begrebet?
Gider du tillige – ud fra din forståelse på et demokrati – give et eksempel på et land, der lever op til dine kriterier?
Mener du, at der eksisterer en universel forståelse af demokratibegrebet?
Tillige vil jeg gerne spørge dig om, hvorvidt du mener, at demokrati kan eksistere under ved eksistensen af en ydre fjende/ydre trusler?

Ruben Michelsen

Henrik Hansen.

I stedet for at svare, spiller du bolden tilbage.

Jeg har en svag fornemmelse af, at vi aldrig bliver enige om, hvad ordene demokrati og frie valg betyder.

Lad os stoppe her.

God søndag.

henrik hansen

@ Ruben Michelsen: Misforstået, jeg spiller ikke bolden tilbage, men det var netop for at få en idé om din forståelse af begrebet demokrati. Nogle opfatter demokrati som et fast universelt forstået begreb, uafhængig af historie og kontekst og i så fald vil jeg være dybt uenig. Men da det kræver sine forklaringer og uddybninger for ikke at skulle misforstås, forudsætter det en del forklaringer…og jeg heller ikke tid til at gå ind i den diskussion i dag, så jeg tror også bare, at vi skal holde fast i at ”holde helligdagen i hu”….;-)

henrik hansen

@ Ruben Michelsen:Men blot en lille en: Der afholdes nationalvalg hvert 5. år. Alle kan vælges og alle kan vælge. Enten er man med i partiet eller er man det ikke. Partiet har ingen indflydelse overhovedet i valgprocessen. Dette er grundlovssikret.
At der kun er ét parti i Cuba i dag skyldes i høj grad USA (derfor den nævnte kontekst-afhængighed). Belært af Latinamerika’s historie (Læs: USA's baggård) fandt man ud af, at det var enormt vigtigt at stå sammen som et samlet folk for at kunne overleve den evige trussel fra USA. Derfor er det heller ikke – pta de tidligere nævnte invasionsforsøg, attentatsforsøg, terroraktioner, økonomisk og diplomatisk blokade etc.. – lykkedes for amerikanerne at indtage Cuba eller omstyrte det politiske system i Cuba. Det er til gengæld sket i næsten hele Latinamerika og sker stadig!
Dette blot for en lille forklaring om, hvorfor der ikke er et flerparti-system i Cuba. Hvis ikke USA - som ikke bare en ydre fjende, men verdens farligste magt at have som ydre fjende (der samtidig kun ligger 140 km fra Cuba) – havde fortsat opbygningen af et fjendtligt forhold til Cuba, så havde den politiske situation set helt anderledes ud i Cuba. Men som før nævnt: Et demokrati kan ikke eksistere hvis det er truet af en ydre fjende. Forudsætningen for demokrati er dialog til løsning af konflikt. Trusler er ultimative og udelader derved dialogen…og dermed også demokratiet.
Så for at løse et demokratisk problem på verdensplan, så skal vi have løst problemet: USA
Jeg vil stoppe her….der mangler meget til forklaringen….men som sagt jeg har heller ikke tid…men jeg er som sagt ikke interesseret i at kaste bolden videre!

Niels Westy Munch-Holbek

Da der tilsyneladende er en del der ikke har styr på Cuba, og ikke mindst Cuba før og efter Castroregimet stjal demokratiet fra den cubanske befolkning, er her et link til en kommentar til artiklen fra Ritzau, der også blev bragt i Politiken d. 13. august. Data om økonomi, produktion og sundhed stammer fra FN, så med mindre man mener at FN er del af en konspiratorisk sammensværgelse rettet mod Cubas kommunistiske regime og efterfølgende har ændret deres statistikker fra 1950erne, må det konstateres, at Castro regimet har været en katastrofe for Cuba - også økonomisk. Og ansvaret er ligesom med den brutale undertrykkelse, tortur og mord på egen befolkning kan placeres relativt nemt. Den tilfalder i sidste ende Fidel Castro og hans medsammensvorne der har sikret at et førhen relativt velstående latinamerikansk land i dag er blandt de fattigste og mest forarmede i regionen.

http://americas.dk/2011/08/12/politiken-og-ritzau-hylder-en-af-latinamer...

henrik hansen

@ Niels Westby: Jeg mangler ord, Niels....ikke uden grund opstår der personer som Breivik i disse år. Undskyld mig, Niels…jeg har sjældent læst så meget sludder! Ikke at fornægte oplysninger om sukker, og diverse forbrugsgoder.
Sukker: Som så mange andre 3. verdenslande kan Cuba ikke hamle op med hverlen USA's eller EU's ” produktions- samt eksportstøtte. Priserne på verdensmarkederne har presset Cuba til at producere mindre sukker.
Biler, radio, fjernsyn….ja, Cuba har siden 1959 ikke vægtet forbrugssamfundets værdier, det, som i dag truer verden med en miljøbombe samt drivhuseffekt. Sovjets sammenbrud i 1990 samt USA stramninger af blokaden ødelagde fuldstændig Cuba’s økonomi. De mistede næsten 85% af al deres udenrigshandel….der ville have fået en hvilken som helst anden økonomi til at bryde sammen. Så Cuba blev tvungen til nytænkning, men da Cuba har mange forskere, formåede man faktisk at opbygge et bæredygtigt, så man af FNs Verdensnaturfond i 2007 blev udråbt til verdens mest bæredygtige land.
Og joh, alle cubanere går i skole (9 års skolepligt) og næsten 100 % tager sig en ungdomsuddannelse (gymnasium/teknisk uddannelse)
Spædbørnsdødeligheden ligger på 4,5 ud af 1000 børn (ligesom i DK).
Påstandene om alle de dræbte må du dokumentere.
Dem der flygter over Floridastrædet, er så ”privilegerede”, fordi der i USA eksisterer en lov (den ”justerede cubanerlov” - det eneste sted i verden, at en sådan lov eksisterer), der sikrer, at enhver cubaner, der ved egen hjælp sætter sine ben på amerikansk jord, automatisk har opholds- og arbejdstilladelse i USA. Alle andre latinoer, der flygter til USA, er illegale indvandrere, og hvert år ved den amerikansk-mexikanske grænsegang dræbes ca 500 latinoe i deres forsøg på at nå til det forjættede land . Flugten over Floridastrædet er livsfarlig og mange omkommer også undervejs, hvorfor den cubanske regering konstant beder USA om at afskaffe den ”justerede cubanerlov” og i stedet forhandle en ordentlig emmigrationsaftale, men USA er ikke interesseret, netop fordi man – som den refererede artikel også gør – bruger flugten over Florida-strædet til politisk manipulation.
Du nævner BNP. BNP er et underligt tal, der ikke siger noget om den almindelige indbyggers levestandard. I Cuba er der ingen, der dør af sult, alle har en bolig, alle går i gratis skole, alle har gratis adgang til sundhedssystem.

da mine indsigter mht.:

det lyder ikke sandsynligt:

at flertallet i lande med kollektiveje
( hvis det er reelt kollektiveje ) til produktionsmidlerne, vil ønske et skifte i retninger af særeje

–––––-

næppe overstiger indsigterne hos det store flertal af bønder og arbejdere i capitalitiske samfund,
at også de også sagtens kan regne ud at der er nogle fup-meldinger eller fortielser mht. det,
( ovenfor nævnte )

ja så får, eller har, capitalisterne snart visse vanskeligheder.

at hvis den de danske land- og byarbejdere endnu ikke har fjernet de højredrejede ( især s.k. venstre, conservative og df ) ,så kunne det skyldes at de, kun sammenligner med hvordan de selv blev behandlet, og ikke tænker på: om de højredrejninger er en menneskeværdig behandling

Anne Marie Jensen

Tak til Henrik Hansen # 13. august 2011 kl. 20:08 for at differentiere og imødekomme den sædvanlige række af fordomme og postulater ang. Cubas historie og aktuelle situation.

Personligt har jeg ikke noget behov for hverken at hylde Castro, ej heller at deltage i en dæmonisering, der nærmest er ligeså påkrævet at deltage i som diverse religioners trosbekendelser. Så jeg vil nøjes med at bifalde HH's indlæg, og fortsat drømme videre om en presse, der levede op til sine egne kriterier om ligevægtig og nøgtern journalistik.

Dog må jeg lang henad vejen give Ruben Michelsen ret i hans kritik af valgprocessen i Cuba. Jeg er med på, at den cubanske model er en anden slags demokrati, der på mange måder er langt mere direkte demokratisk og langt højere grad end herhjemme inddrager borgerne i udarbejdelsen af politik og beslutningstagning.

Men jeg kan omvendt slet ikke se, hvorfor andre partier ikke skulle have chancen ved valg. Det er mit klare indtryk, at cubanerne er så anti-imperialistiske og socialt indstillede, at de alligevel ville vælge venstreorienterede repræsentanter. Uanset hvad kan det aldrig være andet end et fair krav, at også oppositionen får lov at sælge deres idéer.

Som Rosa Luxembourg skrev, da hun formulerede sin solidariske kritik af leninismen:

«Frihed, kun for regeringens tilhængere, kun for medlemmerne af et parti - selv om der så er aldrig så mange af dem - er ingen frihed. Frihed er altid frihed for den som tænker anderledes. Ikke på grund af nogen «retfærdighedsfanatisme», men fordi alt det belærende, helbredende og rensende som den politiske frihed kan give, er afhængig af denne væsentlige side.»

Eller sagt på en anden måde: det der opleves som frihed og ægte demokrati af et formodentligt stort flerta af cubanerne, er samtidig flertalsdiktatur for det mindretal, der mener anderledes.

Når det er sagt, kan jeg altså ikke have ondt i måsen over, at myndighederne dømmer og fængsler individer, der konspirerer for USA, hvilket som bekendt har indebåret utallige mordforsøg på landets leder. USA og Cuba er som bekendt til stadighed i en krigslignende tilstand. Enhver stat i samme situation ville naturligvis have gjort det samme.

Til gengæld må Cuba kritiseres for fræværet af total pressefrihed og gennemsigtighed. Det er også et mindstemål for demokratier.

Ligesom Danmark eksempelvis bryder internationale asylkonventioner og fængsler ældre mennesker, der samler penge ind til frihedsbevægelser, ligesom Danmark har deltaget i en af nyere verdenshistories største komplotter og illegitime massemord i Irak. Hvor demokratisk er dét lige?

Det cubanske folk fortjener al mulig solidaritet, men det betyder jo ikke, at man ikke skal komme med velplaceret og sober kritik. Det er bl.a. hvad venner er til for. Det er så, i parantes, bare ikke hvad ovenstående rygmarvsartikel er.

Anne Marie Jensen

Ja korruptionen i særligt de turist-relaterede erhverv er for stor. Det gælder fx taxachauffører, restauratører og ligeledes den slags, du linker til der. Det er en af grundene til det ret omfattende reformprogram, de cubanske borgere har udarbejdet, og parlamentet har stemt igennem (jvf. mit link ovenfor).

Ud over det er hotel-prostitution næppe særlig skræmmende, når man tænker på den ekstreme fattigdom, der hersker i resten af verdensdelen, der ikke er omfattet af USA-blokade. Det værste ved den branche er vel, at den foregår i det skjulte, hvilket betyder ingen arbejderrettigheder og ingen skatteindtægter til samfundskagen.

en evt. “ø” “fristed” i capitalismen,

kan næppe “længe”

lade sig gøre;

sådan evt. “ø”, “fristed” må

nødvendigvis også forsøge at afskaffe

capitalismen også udenfor;

ellers kommer capitalismen,

drevet af dens nødvendige behov for at udvide,

rendende på “ø”’ en, på “fristedet”

Anne Marie Jensen

Ja det er uundgåeligt, Kim. Socialismen må nødvendigvis være international.

Derfor, længe leve ALBA-samarbejdet.