Telegram

Sidste punktum i lækagesag

Hvem lækkede, at danske soldater skulle til Irak? Tidl. spindoktor ønsker ikke at forfølge sagen yderligere.
Telegram
9. august 2011 kl. 06:30

Efter fire år bliver der nu sat punktum i den såkaldte lækagesag, uden at vi nogen sinde får vished for, hvem der lækkede den hemmelige oplysning om, at Jægerkorpset skulle sendes til Irak.

Tidligere forsvarsminister Søren Gades (V) særlige rådgiver, eller såkaldte spindoktor, Jacob Winther, har således besluttet ikke at stævne filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen for injurier.

Beslutningen kommer, efter at Københavns Politi har opgivet at tiltale netop Jacob Winther for lækagen og efterfølgende også har standset efterforskningen af Christoffer Guldbrandsen for injurier.

Jacob Winther, som i dag er pressechef i Danske Regioner, oplyser i en skriftlig kommentar, at han tager Københavns Politis beslutning "til efterretning".

- Da jeg ikke længere sidder i samme job, og da jeg efter politiets efterforskning i den såkaldte lækagesag, er blevet renset for de beskyldninger, der har været rejst mod mig, ønsker jeg ikke at forfølge sagen yderligere, skriver Jacob Winther.

Dermed er alle juridiske muligheder udtømte.

Sagen startede, da Christoffer Guldbrandsen sidste år anklagede Jacob Winther for at have lækket oplysningerne til TV2 tilbage i 2007.

Efterfølgende har filminstruktøren ikke alene opfordret Jacob Winther til at anlægge en injuriesag, hvis politiet ikke fandt anledning til at gå videre med anmeldelsen mod ham:

Christoffer Guldbrandsen har også lovet/truet med at fremlægge beviser for sin anklage, hvis det skulle komme så vidt. Han er ikke overrasket over Jacob Winthers beslutning.

- Jeg har nemlig hele tiden vidst, at mine oplysninger var korrekte. Derfor har det også stået klart, at truslen om en injuriesag var en tom trussel - og ikke andet end det. Jeg har fremlagt sagens rette sammenhæng. Så vi ved jo, hvem der lækkede oplysningerne.

/ritzau/

Opdateret 9. august 2011 kl. 06:40

Henrik Darlie

Danmark som krigsførende nation er en farce, lidt ligesom dansk presse. Her tænker jeg i særdeleshed på "de STORE tv-stationer", men da også på det såkaldte forsvar.

Dorte Sørensen

Vil det ikke være i Danmarks interesse at få denne sag undersøgt . Ligeledes viser Jacob Winthers manglende lyst til at føre sin tidligere bebude injuriesag mod Christoffer Guldbrandsen, som om at det var ham der var læggen.

Johnny Nielsen

Jeg antager at en ny regering nedsætter en uvildig undersøgelseskommision - når de får magten - for dette cover up skal ikke ties ihjel.

Så Winther sidder nu bare et nyt sted i det offentlige system? Efter at have bragt danske soldater i fare?
Utroligt som systemet både kan begå ulovligheder og beskytte dem, som det får til det.
Hvordan kan systemet forvente, at andre af landets borgere skal respektere loven?

Jeg forstår ikke, hvorfor Guldbrandsen ikke fremlægger beviserne hvis han har dem.

Interessant Ritzau telegram fra 9 august 2011.!

" Efter fire år bliver der nu sat punktum i den såkaldte lækagesag."

Hvem har et stykke viskelæder.?