DF: Helle Thorning lyver i Sass-sagen

Helle Thorning-Schmidt lyver om Henrik Sass Larsens manglende sikkerhedsgodkendelse, mener DF's Søren Espersen
30. september 2011 kl. 11:31Opdateret 30. september 2011 kl. 11:40

Helle Thorning-Schmidt demonstrerer svigtende dømmekraft som Danmarks kommende statsminister, når hun lyver om årsagen til, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) ikke vil sikkerhedsgodkende Henrik Sass Larsen som hendes kommende finansminister.

Sådan svinger Dansk Folkepartis præsidiemedlem, Søren Espersen, pisken over Danmarks kommende førstedame.

- Hun er fuld af løgn, når hun torsdag skaber en spin-løgnehistorie om, at den eneste årsag til, at Henrik Sass Larsen ikke kunne blive minister i Danmark, er, at han én gang har drukket en kop kaffe med en rocker i Køge på en offentlig café, siger han og tilføjer:

- Det sømmer sig ikke for Danmarks kommende statsminister, siger Søren Espersen.

Det passer ifølge ham ikke, at Statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, har vendt tommelfingrene nedad for Sass på grund af en enkelt kop kaffe med en rocker.

- Hvis det er hans eneste forbrydelse, burde hun gøre ham til minister med det samme. Vi er 179 folketingsmedlemmer, som dagligt møder besynderlige mennesker, som vi intet aner om. Så Henrik Sass Larsen har intet gjort forkert, siger Søren Espersen.

Torsdag forklarede Helle Thorning-Schmidt sin passivitet overfor Henrik Sass Larsen med ordene:

"Der er ikke nogen, der kunne have vidst, at denne her sag nogensinde skulle ende på den måde".

Søren Espersen beskylder hende og Sass for at feje sagens rigtige sammenhæng ind under gulvtæppet.

- Det er dårligt at starte sin karriere i Statsministeriet med at fortælle en løgn, endda før hun har sat sig i stolen. Det bliver hun foreholdt, første gang hun står på Folketingets talerstol med ministeransvarsloven i nakken, siger han.

PET har efter reglerne tjekket Sass' karakter som helhed, mener Søren Espersen.

ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nej, Espersen er fuld af løgn!
Thorning har kun udtalt sig i dette interview:

http://www.youtube.com/watch?v=eVW8RifXD_8

hvor hun på intet tidspunkt nævner rockerhistorien, men derimod kommer til at sige, at sagen ikke er så enkel. Hun har tavshedspligt i denne type sag, og det ved Espersen naturligvis udmærket. Derfor ved han også, at hun ikke på noget tidspunkt, i Folketinget eller andetsteds, vil afsløre flere detaljer. Men oppositionen kan da sikkert få en del tid til at gå med at drille med denne sag, og sladderpressen vil have kronede dage de næste uger.

Efter 10 årsgangsterregime skal vi høre, at den kommende regering skal være hvide som sne. Undskyld Søren, grib dig i egen barm før du begynder at gribe efter andre.