Telegram

Messerschmidt: Thulesen Dahl er kronprins

Morten Messerschmidt peger på Kristian Thulesen Dahl som den naturlige afløser for Pia Kjærsgaard som formand.
Telegram
18. oktober 2011 kl. 13:54

Dansk Folkepartis populære EU-parlamentariker, Morten Messerschmidt, trækker sig ud af kapløbet om at efterfølge partiets formand, Pia Kjærsgaard, når hun stopper på posten.

I en endnu ikke udkommet biografi - "Messerschmidt - portræt af politisk ener" - peger EU-parlamentarikeren i stedet på Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, som partiets kronprins.

- Jeg synes, at det er en glimrende ide, at Kristian skal være formand efter Pia: Han har været helt tæt på hende og med helt fra starten, og alle i partiet kender ham, så det er helt naturligt, det bliver ham, siger Morten Messerschmidt.

EU-parlamentarikeren understreger dog, at det for tidligt at afskrive ham som formandskandidat på lang sigt.

- Det er umuligt at sidde og sige noget om det endnu. Vi skriver 2011, så vi skal langt ud i fremtiden, før det skulle blive aktuelt: Pia skal gå af, og hvis Kristian sidder lige så lang tid som hun, så går der 20 år, inden det bliver aktuelt, siger Morten Messerschmidt.

Pia Kjærsgaard åbnede sidste år for første gang op for, hvad der skal ske, den dag hun ikke længe står i spidsen for partiet. Selv om partiformanden understreger, at ingen ved, hvordan situationen ser ud om fem år, så er der ingen tvivl, hvis hun "fik en tagsten i hovedet i morgen": Så ville det være "naturligt", at gruppeformanden tog over, som formanden formulerer det.

Morten Messerschmidt afviser samtidig i biografien, at han skulle være konkurrent til Kristian Thulesen Dahl:

- Jeg har den opfattelse, at hvis man er medlem af et parti, skal man udfylde den rolle, man gør bedst på det givne tidspunkt, og det gør vi begge to lige nu. Og når så Pia på et tidspunkt vælger at sige stop og ikke vil være formand længere, så har jeg svært ved at se andre end Kristian tage over. Men jeg vil også sige, at det vil være trist, hvis et parti kun skulle bestå af én stærk person.

/ritzau/

Opdateret 18. oktober 2011 kl. 14:05

Niels Engelsted

Mon det er den slags opbakning, som Thulesen Dahl føler sig helt tryg ved? Messerschmidt er er et supertalent i samme klasse som Emil Ammitzbøl og Søren Pind blot mere intelligent. Dahl er en revisortype.

Emil Ammitzbøl
Søren Pind
Morten Messerschmidt
Professor Tribini
Mahammad Gadaffi
Silvio Berlusconi
- alle herrer af superklasse.

"Men jeg vil også sige, at det vil være trist, hvis et parti kun skulle bestå af én stærk person."

Et parti, der med stor konsekvens har ekskluderet medlemmer der ikke er enige med formanden, kan i sagens natur kun bestå af formanden... og en masse medløbere.