Rungende flertal i Norge siger nej til EU

Det er en monstermåling, jubler nej-lejren i Norge efter dugfrisk meningsmåling om norsk EU-medlemskab.
31. oktober 2011 kl. 06:04Opdateret 31. oktober 2011 kl. 06:10

Nej-siden ville vinde en overvældende sejr, hvis der var folkeafstemning i Norge om, hvorvidt landet skulle blive medlem af EU.

En ny meningsmåling fra analyseinstituttet Synovate viser, at hele 72 procent siger nej til norsk medlemskab af unionen, mens kun sølle 12 procent siger ja.

Målingen er den dårligste for ja-siden i Norge i meget lang tid, skriver Dagbladet.

- Dette er en monstermåling. For ja-siden er dette som at tage monsterbakken i Tour de Ski (stort langrendsløb, red.) uden skistave, siger Henning Olaussen, som er lederen af den norske nej-bevægelse, "Nej til EU".

Til og med det konservative Høyre, det arbejder for, at Norge hurtigst muligt får EU-medlemskab på grund af landets erhvervsliv, siger 65 procent af vælgerne nej.

Partiets EU-ordfører, Nikolai Astrup, mener, at man må tolke målingen i lyset af den økonomiske krise blandt flere af EU-landene, herunder gældsplagede Grækenland og Italien.

- Vi har et betydeligt arbejde at gøre, indrømmer han.

Nordmændene har to gange før stemt imod at blive en del af EU. Det skete i 1972 og i 1994.

Første gang Norge søgte om medlemskab, var i 1972 i forbindelse med EF’s optagelse af Danmark, Storbritannien og Irland. Anden gang var i 1994 i forbindelse med EU’s udvidelse med Sverige, Finland og Østrig.

Norge er ikke medlem af EU, men indgår i et tæt samarbejde med EU gennem EØS-samarbejdet; Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

/ritzau/NTB

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu er det vel heller ikke særlig aktuelt at holde en 3. folkeafstemning om norsk EU-medlemsskab, før problemerne i Sydeuropa er blevet løst, og der tegner sig et billede af, hvad det i det hele taget er for EU, Norge i givet fald kunne blive medlem af.

Så ret svært at se relevansen af eller problemet i en sådan måling. Det er da klart, at med de problemer, som lederne i Euro-landene slås med nu, der er der da ingen mennesker ved deres fulde fem, som har lyst til, at deres lande skal rodes mere ind i det, end de allerede er.

Hvis man spurgte danskerne, om vi skal indføre euroen som betalingsmiddel i morgen, vil en lignende stor andel da givetvis også svare nej. Og med god grund.

t. o. kommer der flere besøgende fra Norge end fra Danmark for at besøge Bruxelles i EU-sammenhæng.

Finlands tidl. statsminister:

"I Finland synes mange som er mot EU-medlemskap, at Norge er et godt eksempel på at det er mulig å stå utenfor. Men de glemmer at også Norge må betale mye. Man får ikke være gratis med via EØS-avtalen. Norge må betale, men har ikke så store påvirkningsmuligheter som et EU-land har. Og likevel må dere følge EUs regler og lover, selv uten direkte mulighet til å påvirke. Så det er litt vanskelig for meg å forstå hvorfor Norge ikke er med i EU, sier Kiviniemi." 4.3.2011

http://www.aftenposten.no/nyheter/uriks/article4050731.ece

Et norsk nej til EU svarer vel til at postnummer langs Strandvejen siger nej til Danmark med motivationen at det koster mere end man får tilbage. Det kniber godt nok med den internationale solidaritet hos mange..

Jakob Schmidt-Rasmussen

Jeg vil egentlig hellere regeres fra Norge, end fra EU.

Hvad med at foreslå en genforening på norske præmisser, så staten Danmark opløses fuldstændigt og derefter kun eksisterer som geografisk område?

Det må være den hurtigste vej ud af alle EU-forpligtigelserne..

Chris Green. Det er bizart, at beskylde lige netop Norge, for at være et egoistisk og usolidarisk land, blot fordi landets borgere vil bestemme over sig selv og ikke vil betale for EU-systemets og grækernes svindel og uansvarlighed.

Norge står i spidsen for internationalt solidaritetsarbejde på stort set alle områder.

Hvis det var Grækenland, der har snydt og bedraget EU, som du beskyldte for manglende solidaritet med de andre EU-nationer, så ville det give en del mere mening...

@ Jakob,

Du tror vel ikke helt serisøt på muligheden til en genforening med Norge..???

Jo, jeg synes det er mangel på europæsisk solidaritet at stå udenfor.. men enig i at Grækenland har 'kvajet sig' big time.. men så er det i et demokrati.. Der bliver stemt på den der lover guld og grønne skove..

Jakob Schmidt-Rasmussen

Men altså...

En union mellem Danmark, Norge, Færøerne og Grønland ville være en arktisk supermagt...

Sverige må tyskerne godt beholde.

Morten Kjeldgaard

Norge er gennem EØS i praksis alligevel med i EU, men uden medbestemmelse. EU direktiver bliver bare gummistemplet i Oslo. Over 60% af landets eksport går til EU. Så det ville være smart af nordmændene at pakke romantikken om national selvbestemmelse ned og gå full Monty med EU medlemskabet sammen med os andre.

"Norge er gennem EØS i praksis alligevel med i EU, men uden medbestemmelse. EU direktiver bliver bare gummistemplet i Oslo. Over 60% af landets eksport går til EU. Så det ville være smart af nordmændene at pakke romantikken om national selvbestemmelse ned og gå full Monty med EU medlemskabet sammen med os andre."

Hvem er 'vi andre'? Danmark er vist ikke iblandt. Nej, det ville være smart af nordmændene at pakke romantikken om EU-medlemsskabet ned og bidrage til at vi får skabt et internationalt solidarisk samarbejde, som rækker langt ud over EU's snævre interesser.

John Vedsegaard

Hele verden bevæger sig imod én stor samling. Selvfølgelig vil det være ideelt, men alligevel er der masser af modstand mod enkelte dele af denne verdens forening, for eksempel mod EU.

Hvorfor er der så det, mon ikke det skyldes mangel på forståelse hos de politikere der arbejder med disse foreninger, at man laver love for lovenes skyld eller for at få sat sit navn et eller andet sted.

Arbejdede politikerne for borgernes skyld, frem for sin egen var det en anden sag, men vi er meget langt fra sådan noget, så jeg er også modstander af EU og andre internationale foreninger for den sags skyld, lad os håbe Norge kan blive ved med at holde sig ude - for de Norske borgeres skyld.

Dan Johannesson

@Vedsegaard. En primær årsag kan findes i konstruktionen eller "nervesystemet" i de stadig mere centraliserede systemer som EU, den Panamerikanske union mv. Kendetegnet ved systemet er fravær af real-demokrati. I EU har vi et folkevalgt parlament, men de kan ikke foreslå love af nogen art. Det kan kun de ikke-valgte kommissærer. I spidsen af EU sidder en præsident, som blev indsat, der var aldrig nogen valghandling.

Derfor er det også besynderligt at Chris Green taler om demokrati i forbindelse med EU.

Det som er helt væsentligt at forstå er at EU reelt er et 100% teknokrati, hvilket er en variant af fascisme. Det er ikke en overdrivelse, ikke et postulat, men med de herover nævnte facts i mente, blot en simpel kendsgerning.

Så spørgsmålet er ikke "vil vi EU", men vil vi lade demokratiet gå til grunde, til fordel for først et europæisk og siden et globalt teknokratisk / fascistisk styre?

Morten Kjeldgaard

Peter Jensen skrev:

Hvem er ‘vi andre’? Danmark er vist ikke iblandt. Nej, det ville være smart af nordmændene at pakke romantikken om EU-medlemsskabet ned og bidrage til at vi får skabt et internationalt solidarisk samarbejde, som rækker langt ud over EU’s snævre interesser

Jo, Danmark er medlem af EU. Heldigvis.

Argumentet med, at "jeg er imod EU, men for en samling af hele verden" er den klassiske nationalisolationistiske afledningsmanøvre. Det er noget, man trygt og bekvemt kan fyre af, for så lyder man vældig international og progressiv -- det inkluderer jo den tredje verden! -- vel vidende at det ALDRIG vil blive til noget. Og kommer den dag, hvor UN-verdensregeringen er på programmet, ja, så kan man altid finde på nogen andre argumenter til den tid.

Hvis ikke man kan gå ind for EU, kan man heller ikke gå ind for en verdensregering, så enkelt er det.

"Så spørgsmålet er ikke “vil vi EU”, men vil vi lade demokratiet gå til grunde, til fordel for først et europæisk og siden et globalt teknokratisk / fascistisk styre?"

Dén slags ubekvemme spørgsmål er der ikke mange, som ønsker at svare på. Istedet udfoldes der oceaner af energi på at gøre EU lig med Europa - og i tilgift tage EU til indtægt for menneskerettigheder osv. osv. osv. Således at man får en smule problemer med at se sig selv som anstændig europæer og/eller et anstændigt menneske, hvis man opfatter EU som et problem. En del mennesker håndterer derfor dissonansen ved at blive modvillige og/eller kritiske/skeptiske tilhængere, hvilket naturligvis er godt nok for projektets overlevelsesevne.

Morten Kjeldgaard:
Danmark er medlem af EU, men har ikke the full monty (herunder mønten). Var min pointe.

Jeg omtalte iøvrigt et solidarisk (og mellemstatsligt) samarbejde med større internationalt udsyn som alternativ til EU; et samarbejde som naturligvis er vanskeligt realiserbart ... men ikke desto mindre et efter mere fornuftigt og bæredygtigt grundlag for en demokratisk udvikling af Europa. Efter mine begreber udgør de svage demokratiske forhold i bl.a. Europa og USA nogle af klodens største problemer - og EU repræsenterer bestemt ikke et godt bud på øget demokratisering. Istedet udgør institutionen (endnu) en platform for den vestlige kapitalisme - og dermed er den en integreret faktor i et grundlæggende patologisk konkurrence- og udbyttesystem af på metaniveau.

Hvor du på denne baggrund får idéerne om nationalisolationisme og proforma henvisninger til en verdensregering fra, skal jeg lade være usagt.

Michael Kongstad Nielsen

I debatten om Norges forhold til EU hører man ofte, at Norge alligevel er medlem af EØS, så de skal overholde de samme regler som EU-landene, men har ingen indflydelse.

Det er ikke rigtigt, da EØS ikke er det samme som EU. Se:
http://www.eu-oplysningen.dk/spsv/off/alle/110/

Bemærk sætningen:
"EØS-aftalen betyder at EU’s bestemmelser om det indre marked også gælder i disse lande. EØS-aftalen omfatter dog ikke EU's toldunion samt fiskeri og landbrug."

EØS omfatter altså kun det indre marked, og ikke alle de politiske overbygninger (f. eks. ØMU, forsvar, fælles udenrigspolitik og repræsentation). Men der udover omfatter EØS ikke landbrug og fiskeri, samt toldunionen. Da landbrug optager næsten halvdelen af EU´s budget, er det en stor klump, Norge ikke er med i.

Med hensyn til udgifter betaler Norge ca. halvt så meget for sit medlemsskab af EØS som vi betaler i nettobidrag til EU (svinger fra år til år).

Så det er en sandhed med modifikationer, Finlands tidl. statsminister leverer til Aftenposten.

Morten Kjeldgaard

Peter Jensen skrev:

Jeg omtalte iøvrigt et solidarisk (og mellemstatsligt) samarbejde med større internationalt udsyn som alternativ til EU; et samarbejde som naturligvis er vanskeligt realiserbart.

Du siger det jo selv: "vanskeligt realiserbart". Du argumenterer med andre ord for noget, ingen ved hvad er og endnu færre ønsker. Det er de samme argumenter der er brugt mod EU helt fra dengang der blot var 12 medlemmer, til i dag, hvor der er 27 medlemslande. Nu er det så alt for mange, det er ineffektivt og forkert. Næh, der skal være endnu flere medlemslande i en helt ny organisaation, og gerne lande som er endnu mere forskellige fra de europæiske, så bliver det hele meget bedre og meget mere effektivt. Det er en avanceret logik hvor jeg desværre må opgive at følge med.

Og demokratisk underskud? Det er EU-modstanderne, som er de første til at aflive enhver tanke om mere demokrati i EU, f.eks. en EU regering og et EU parlament med en reel indflydelse. Og når det er gjort, kritiseres EU så for manglende demokrati. Der er frit valg af argumenter fra alle hylder.

Morten Kjeldgaard:
At noget er vanskeligt realiserbart skal næppe afholde os fra at prøve; samme situation står EU mig bekendt også i ... ja, det kunne til tider synes som en ganske umulig situation, man har anbragt sig i.

Bortset fra dét må jeg igen konstatere at du ikke forholder dig til dét jeg skriver, men derimod et sæt af egne, åbenbart givne antagelser. Det forekommer mig ikke særligt frugtbart at fortsætte meningsudveksling på et sådant grundlag - men det skal dog stå klart at jeg helt grundlæggende finder tanken om overnationale statsdannelser uhensigtsmæssig - primært fordi magtdistancerne vil notorisk vil øges. Om der så er 5, 9 eller 38 stater involveret. I tilgift finder jeg den repræsentative demokratiform problematisk, hvorfor jeg naturligvis heller ikke mener at en forcering i denne retning vil afhjælpe EU-projektets basale problemer (som i parantes bemærket efterhånden primært er af egen avl).

Morten Kjeldgaard

OK, Peter Jensen, så lad os rydde mine antagelser af vejen: giv os en liste over hvilke lande du forestiller dig deltage i dit projekt. Og lad os høre hvordan beslutninger træffes og hvordan projektet gøres demokratisk og forankres i folkestyret. Jeg synes det lyder rigtig godt, men savner konkrete oplysninger.

Men indtil denne konstruktion er på benene, vil jeg nu stille mig tilfreds med EU. Det er godtnok kun det næstbedste, men hva'. Og måske kan vi låne et par eller to af dine ideer til at hjælpe lidt på demokratiseringen.

Morten Kjeldgaard:
Du fik vist alligevel ikke ryddet helt ud i antagelserne; jeg er ikke opsat på at få nogen ny 'konstruktion på benene' - eller forlods prøve at fingermale en ny organisationsform. Jeg ville foretrække at EU stille og roligt blev nedlagt, mens demokratiske processer i medlemslandene, herunder Danmark, bidrog til idéudvikling og håndtering af den nye situation. For mig at se må målet først og fremmest være at demokratisere de europæiske lande, således at der kan blive ført politikker som har bred opbakning i befolkningerne. Samt bred deltagelse fra sidstnævnte, hvilket jeg er ret overbevist om bedst opnås når magtdistancerne er lave og bureaukrati samt korruption ligeså.

De enkelte (nuværende EU-medlems)lande, mens de stadig er dét, bør for mig at se øve sig mere fokuseret på demokrati - således at der bliver bedre konsistens mellem befolkningernes anskuelser og staternes handlinger. Således at man får bugt med fremmedgørelsen og apatien og bragt almindelige menneskers liv ind i politik - så vi på længere sigt får (gen)etableret en hensigtsmæssig balance mellem teknokratiske økonomihensyn og humanistiske værdier i de politiske debatter og beslutninger. For nu at udtrykke mig kort.

Anbefalingen om at Danmark og andre europæiske lande samtidig eller i glidende overgange udtræder af EU og derpå indgår mellemstatslige aftaler af bi- og multilateral art om handel o.a. - er jeg iøvrigt ikke ene om at fremsætte. Overalt i Europa er der modstand mod føderationsudviklingen - og der formuleres mange gode alternativer. Og vi har i forvejen et væld af internationale organisationer (herunder f.eks. OECD, Europarådet og FN) som vil kunne løse eventuelle væsentlige/essentielle opgaver, som EU i dag varetager. Med streg under eventuelle.

Jeg bemærker at du omtaler EU som det næstbedste - især på baggrund af du advokerer for at også Norge bør entre skuden. Det gør mig nysgerrig på hvad din egen idé om det bedste mon er?

Morten Kjeldgaard

Peter Jensen,

Det bedste? En ægte demokratisk, europæisk forbundsstat, med en fuldstændig nedlæggelse af de gamle europæiske nationalstater. Og med et ægte, borgerstyret lokaldemokrati, helt ned på landsby- og kvartersniveau.

Men jeg må indrømme, at jeg misforstod dit udsagn om "... et internationalt solidarisk samarbejde, som rækker langt ud over EU’s snævre interesser" til at tro, at dette skulle foregå i form af et forpligtende samarbejde. Nu ser jeg, at du taler for en tilbagevenden til tiden før 1952, og det er dét, jeg kalder nationalisolationismen. Men det skal du ikke være ked af. Din drøm er lisså luftig som min, hvorfor jeg kalder EU det næstbedste. Og, som du ved, det bedste er det godes værste fjende.

Morten Kjeldgaard:
Der skal såmænd en hel del til at ødelægge mit dårlige humør, og hér hjælper det ikke på sagen at internationaliseringen og globaliseringen i dag er af en så indgribende karakter at nationalisolationisme er en umulighed. De mindre fællesskaber må iagttage sig som samtidige med større - og omvendt. Som jeg var inde på, har vi en lang række internationale organisationer som bidrager til dette, herunder også Nordisk Råd. Og som jeg var inde på, bør en afvikling af EU-institutionerne ske i takt med gentænkninger af de internationale samarbejder; der er ikke tale om at nulstille en udvikling - der er tale om korrigering og historisk læring. Herunder erindre sige at ingen ademokratisk kolos vel nogensinde har evnet at bibringe selv det næstbedste. Hér har demokratiet mig bekendt fortrinsret.