Kanondyrt for Italien at låne penge

Den italienske stat kommer til at betale en tårnhøj rente for nye lån. Renten er næsten fordoblet på en måned.
25. november 2011 kl. 13:47Opdateret 25. november 2011 kl. 14:00

Det bliver dyrt for den italiensk stat at låne penge i fremtiden. Rigtigt dyrt. Renten er steget til næsten det dobbelte på en måned.

Det står klart, efter at den italienske stat fredag tog et lån på 10 milliarder euro i seks måneders statsobligationer til en rente på 6,5 procent. Da staten i slutningen af oktober optog et lignende lån, var renten 3,5 procent.

Renten på toårige obligationer blev sat til 7,8 procent, også det en næsten fordobling i forhold til i oktober.

Dermed er der ikke noget, der tyder på, at Italiens ny teknokratregering med premierminister Mario Monti i spidsen på nogen måde har beroliget markedet og øget tilliden til, at Italien er på vej til at få bugt med sin galopperende gæld.

Resultatet af obligationsudbuddet er en stor skuffelse. Desuden fortsatte renterne på den europæiske interbank-marked med at stige. Det ses som et tegn på, at europæiske banker bliver mere og mere forsigtige med at låne penge ud til hinanden.

Efterspørgslen efter de italienske statsobligationer var desuden lavere end i oktober, hvilket sætter Italien under yderligere pres.

Den italienske statsgæld udgør 120 procent af BNP, bruttonationalproduktet. Desuden er væksten i Italien lav, og økonomer tvivler på, at italienerne er i stand til ved egen hjælp at komme gennem krisen.

/ritzau/AFP

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Jeg forstår det desværre ikke. Hvem vil vinde, hvis Italien går ned og trækker Euro-zonen, og de europæiske banker efterfulgt af de amerikanske banker og finanshuse med sig? Og hvis ingen vinder, hvad styrer så processen? Er det computerprogrammer, eller bare Lykketofts hysteriske kællinger, der handler hovedløst og kortsigtet? Kan nogen hjælpe?

Michael Kongstad Nielsen

Her er et bud (uden på nogen måde at være nogen ørn);
Hvis f.eks. japanske investorer, eller amerikanske, køber for 10 mia. euro italienske halvårlige statsobligationer til en rente på 6,5%, så vil de på et halv år tjene 325 mio. euro. Det er en ganske god gevinst, og risikoen for, at Italien går bankerot inden da, er ikke særlig stor. Den er større på de to-årlige, derfor er renten også højere.

Vinderne er de investorer, der satser rigtigt med hensyn til, hvornår de ikke længere kan få deres tilgodehavender tilbage. Og når man ser, hvilke enorme bestræbelser, Merkel og Sarkozy udfolder, for at holde euroen oppe og bankerotterne fra døren, er der gode forretninger af gøre, de de, der vil lænse Europas almindelige befolkning for penge.

Vinderne er dem, der trækker sig ud lige inden det store kollaps. Sådan var det også i 1929. Joseph P. Kennedy er et eksempel.

Heinrich R. Jørgensen

Niels Engelsted:
"Jeg forstår det desværre ikke. Hvem vil vinde, hvis Italien går ned og trækker Euro-zonen, og de europæiske banker efterfulgt af de amerikanske banker og finanshuse med sig?"

Niveauet over i fødekæderne.

Sigtet er at få Euroland i knæ, og i det spil er det nyttigt at Grækenland og Italien dræner de fælles kasser, og derved svækker alle Eurolande. Eurolandene har allerede mistet deres demokratiske uskyld, og får deres pengepolitik og andet dikteret af beslutningstagere der ikke er demokratisk valgte. Når Grækenland og Italien er "small potatoes", er det åbenlyst at der står langt større interesser på spil

Nogle af EU's og USA's banker skal nok klare sig. Selv om de kører sig ud på fallittens rand, er den gængse forestilling, at nationalstaterne skal redde dem. Aktørerne der håber på pengeinstitutternes svækkelse eller kollaps, er niveauerne over.

Der skal tabes penge for at stikkene kan tages hjem. Spillet handler om at give nogen kredit, lade dem bruge løs, og på et tidspunkt kræve gælden indløst. Lykkes operationen, ejer man alt låntagerne havde.

http://www.information.dk/285620
http://www.information.dk/285044

"Kan de ikke bare gå konkurs.."

Jan Helbak gav for nyligt i Kritisk Debat en udmærket vurdering af gældskriserne og de langsomt gående statskup; hér et par passager om staternes dilemma og muligheden af en Glass Steagal-lov, som vil kunne resultere i vidtgående nationaliseringer af en sammenbrudt finanssektor:

""Too interconnected to fail" - fordrer systemløsninger

Hvorvidt en ny dybere krise så alligevel er på vej som følge af gældskrisen i EU, svaghederne i den finansielle sektor og recession i realøkonomien, som det "teknokratiske kup" ikke vil ændre meget på, er vanskeligt at bedømme på nuværende tidspunkt. Men hovedparten af indikatorerne peger i den retning samtidig med, at de fleste politisk-økonomiske virkemidler til at stabilisere den kapitalistiske økonomi er ved at være opbrugt - inklusive centralbankernes ressourcer til en ny gigantisk kapitalindsprøjtning for at lukke huller og fastholde likviditeten og lånevirksomheden på inter bank markedet.

Den glidende og partielle kapitaldevaluering og genopretning af profitraten gennem finansialiseringen af den kapitalistiske økonomi ser ud til at have nået et kulminationspunkt. Hvis Eurozonelandenes udemokratiske og teknokratiske restaurationspolitik gennemføres efter bogstavet, vil det medføre drastiske forringelser af befolkningernes levestandard. Der vil opstå kreditklemmer, som hovedsageligt ville ramme de små og mellemstore virksomheder. De store koncerner vil out-source endnu flere arbejdspladser og presse lønmodtagerne til at acceptere flere forringelser af løn- og arbejdsforhold, hvilket selvsagt vil slå over i en drastisk opbremsning i forbruget. Det vil igen medføre en nedgang både i verdenshandlen og i BRIK landenes eksport og ikke mindst vil det føre til flere arbejdsløse og dalende indtægter for staterne - dvs. øge budgetunderskuddene.

Hermed ikke sagt, at katastrofen er uundgåelig. Men de politiske magthavere både i EU og i USA står overfor en opgave, som de næppe kan eller vil løse, før de under truslen om et systemsammenbrud står med ryggen mod muren og nødvendigvis må indlede et alt omfattende opgør med finanskapitalen.

Her rækker de indtil videre foreslåede internationale og regionale reguleringsordninger ikke langt. Spørgsmålet er, om magthaverne tvinges til igen at indføre en ny Glass-Steagal lov, hvor de almindelige banker og investeringsbanker adskilles ved vandtætte skotter og i forlængelse heraf opløsning af hovedparten af alle finansinstitutter, hvis hovedbeskæftigelse er handel med derivater og spekulation i valutaer. Gør man det, vil markedet bryde sammen og rive hele realøkonomien med ned i et sammenbrud, hvis ikke de samme stater, regeringer og internationale økonomiske sammenslutninger erklærer sig parate til at nationalisere store dele af sektoren med det formål at bygge den op på ny og massivt sætte ind med billige kreditter i realøkonomien. Det er det scenarie, der stadigt oftere går igen i den økonomiske debat, men som det politiske system søvngængeragtigt holder på flere skridts afstand."
http://www.kritiskdebat.dk/news.php?readmore=47