For tredje dag i træk var Tahrir-pladsen i den centrale del af Egyptens hovedstad, Kairo, søndag centrum for voldelige uroligheder.
Lægekilder siger, at mindst tre personer er dræbt i sammenstød mellem demonstranter på den ene side og politi og militærpoliti på den anden side.
Alle tre er omkommet som følge af de store mængder tåregas, sikkerhedsstyrkerne har affyret for at sprede demonstranterne, oplyser en læge til nyhedsbureauet AFP.
- Tre mennesker er døde af kvælning under sammenstødene, siger Abdallah Abdelrahman, der leder et felthospital på Tahrir-pladsen.
Politi og militærpoliti skyder desuden med gummikugler for at få demonstranterne til at forlade pladsen, meddeler tv-stationen al-Jazeera.
- Dette er, hvad den egyptiske hær mener med at beskytte revolutionen, siger aktivisten Salma Said til al-Jazeera.
Allerede lørdag mistede to demonstranter livet ved uroligheder i Kairo og Alexandria, oplyser sundhedsministeriet til egyptiske medier. Op mod 700 andre blev kvæstet.
Søndag aften var tusinder af demonstranter fortsat samlet på pladsen, rapporterer avisen Al-Masry Al-Youms udsendte medarbejder.
- Tantawi er Guds fjende, råber demonstranterne med henvisning til feltmarskal Mohamed Hussein Tantawi, der overtog magten efter præsident Hosni Mubarak, som blev tvunget til at træde tilbage i februar.
Statslige medier rapporterer derimod, at militærpolitiet har ryddet pladsen helt.
Gadekampene i Kairo kommer kort tid inden, at Egypten tager hul på det første parlamentsvalg efter Mubaraks fald. Det indledes mandag 28. november.
Søndag aften har Egyptens regerende militærråd indkaldt regeringen til krisemøde på grund af de seneste uroligheder.
Der er ikke umiddelbart nogen oplysninger fra mødet.
/ritzau/
Opdateret 20. november 2011 kl. 21:36
Det er altså mærkeligt, at ham Gud, de råber om hele tiden, ikke kan klare sådan en feltmarskal.