Stadig flere bliver arbejdsløse

Ledigheden fortsætter med at stige en smule. Økonomer peger på, at alle pile peger i den forkerte retning.
23. november 2011 kl. 10:30Opdateret 23. november 2011 kl. 10:40

Ledigheden fortsætter med at stige en smule.

Ifølge den såkaldte Arbejdskraftsudbudsundersøgelse for 3. kvartal, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort, så steg ledigheden med 11.000 personer fra 2. kvartal og til 3. kvartal, når der korrigeres for sæsonudsving. Dermed udgjorde ledigheden i 3. kvartal 7,8 procent af arbejdsstyrken.

Beskæftigelsen faldt samtidig med 1000 personer i samme periode.

Økonomer advarer samstemmende om, at selv om udsvingene er små, så går de i den forkerte retning.

- Selvom det er svært at sige om dagens tal er godt eller skidt nyt, så er det vores vurdering, at der vil komme mere skidt nyt over de kommende måneder, siger cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian.

- Den europæiske økonomi er sandsynligvis allerede i recession, og det er dansk økonomi sandsynligvis også. Det gør, at der er grund til at frygte stigende ledighed over de kommende måneder, siger han.

- Det er værd at hæfte sig ved, at ledigheden i det store billede fortsat har været nogenlunde uændret over det seneste år. Men pilen peger selvfølgelig i den forkerte retning nu. Og det vil sikkert fortsætte, siger seniorøkonom i Jyske Bank, Niels Rønholt.

- Svækkelsen på arbejdsmarkedet trækker desværre i retning af, at vi kommer til at se et fortsat fald i privatforbruget herhjemme. Når man samtidig husker på at forbrugertilliden er styrtdykket over de seneste fem måneder, samtidig med at såvel dankortomsætningen som detail- og bilsalget peger på et fortsat fald i privatforbruget, så er det også mere end svært at være optimistisk på privatforbrugets vegne, siger seniorøkonom i Nykredit, Tore Stramer.

Modsat den officielle ledighedsstatistik så medregner Arbejdskraftsudbudsundersøgelsen blandt andet også ikke-forsikrede ledige uden ret til kontanthjælp og angiver derfor normalt et højere antal ledige.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Martin Jeppesen
Martin Jeppesen

Bemærk at det der får seniorøkonomerne til at ryste i bukserne er faldet i privatforbruget, ikke faldet i beskæftigelse. De arbejdsløse har sikkert ikke engang et Dan-kort og hvad kan de så bruges til?

Brugerbillede for Robert N Gjeertsen
Robert N Gjeertsen

Martin, som en der har arbejdet steder hvor folk betaler med Dankort : Der er en meget direkte sammenhæng mellem antallet af Dankort-transaktioner og antallet af beskæftigede .
Jo flere gange Dankortet svinges, jo flere hænder er der brug for ..

At arbejdsløse generelt ikke skulle have Dankort er noget sludder . De eneste der ikke kan få et Dankort i dette land er dem der er så uheldige at stå i Ribers eller i bankernes register over kort-misbrugere .

Brugerbillede for Peter Hansen

Man kan også vende det om, i mere realistiske rammer: når folk ikke køber så meget, fordi de ikke har råd eller lyst, skal der heller ikke arbejdes så meget.