Løkke: Ikke markant billigere billetter

Venstre giver ikke meget for regeringens plan om at bruge en milliard på at forbedre den kollektive trafik.
22. februar 2012 kl. 13:54Opdateret 22. februar 2012 kl. 15:55

En milliard til forbedringer af den kollektive trafik vil ikke rykke markant på noget.

Sådan lyder det fra Venstres partiformand, Lars Løkke Rasmussen.

Han glæder sig over, at regeringen har droppet betalingsringen, men giver ikke meget for planen om billigere kollektiv trafik, som regeringen onsdag har løftet sløret for.

- Det tankevækkende er jo, at det ikke er meget mere end en måned siden, regeringen satte priserne på tog og busbilletter op, og nu finder man øjensynligt nogle penge til at sætte priserne lidt ned igen. Lidt op lidt ned det er næsten lige langt, siger han.

Regeringens nye plan indebærer, at en halv milliard kroner skal gå til investeringer i kollektiv trafik, mens yderligere en halv milliard kroner skal gå til takstnedsættelser på billetterne.

Partiformanden kalder regeringens milliard for "et figenblad, som regeringen har fundet frem".

- Hvis man spørger pendlerne og dem, der har forstand på det her, er det ikke en marginalprisnedsættelse, der betyder noget for folks valg af kollektiv trafik, siger han og fortsætter:

- Det er et spørgsmål om kvalitet i den kollektive trafik. Er den beregnelig, kører den til tiden - det synes jeg hellere, man skal koncentrere sig om end en symbolsk prisnedsættelse.

Men der er ingen grund til, at Lars Løkke Rasmussen løfter pegefinger, når det kommer til den kollektive trafik, mener socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke.

- Løkke lever på en anden planet, hvis han tror, at folk ikke kan huske, at priserne steg år efter år efter år under VK-regeringen, siger han.

- De borgerlige har intet at være stolte af, når det gælder den kollektive trafik, understreger han.

Samtidig henviser han til tal fra Transportministeriet, der viser, at priserne på den kollektive transport i hovedstaden gennemsnitligt steg med 54 procent, mens forbrugspriserne steg med 23 procent, da VK havde regeringsmagten fra 2001 til 2011.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer