Ørnene breder sig i det danske landskab

Ornitologer finder 300 havørne og kongeørne ved landsdækkende tælling.
8. februar 2012 kl. 06:30Opdateret 8. februar 2012 kl. 06:40

Omkring 300 ørne opholder sig i Danmark som vintergæster.

Det viser vinterens ørnetælling, gennemført af 570 fugletællere fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF) over det ganske land.

Optællerne fangede mindst 290 havørne og 9 kongeørne i kikkerten. Resultatet er overraskende højt og ligger over det forventede, siger Lennart Pedersen, leder af DOF's Projekt Ørn.

- Vi havde forventet færre ørne, og at de havde været mere spredte i skove og ved små søer. Men kulden i slutningen af januar har i løbet af kort tid fået mange af de store rovfugle til at samle sig ved åbent vand, hvor mange gæs og ænder holder til, siger han.

Havørnen - blandt fugleentusiaster kendt som "den flyvende dør" - er især koncentreret i Nordsjælland, Sydsjælland, på Lolland-Falster og Sydfyn. Maribosøerne er havørnenes absolutte favoritsted.

Der var længere mellem havørnene i Jylland, som til gengæld kunne byde på otte kongeørne i den nordøstlige del.

Vejret var langt fra perfekt i år, da fugletællerne var ude i januar. Det var overskyet og med ringe sigtbarhed, og det sætter det høje antal af de store rovfugle i relief, mener Lennart Pedersen.

- Sidste år i januar talte vi et rekordantal på 300 ørne, og da var de vejrmæssige forhold optimale. Det var de ikke i år, så facit er opløftende, siger lederen af Projekt Ørn.

Havørnen genindvandrede som ynglefugl i 1996 efter næsten 100 års eksil fra Danmark - nu som fredet art. Siden har de danske havørne fået 287 flyvefærdige unger.

Kongeørnen begyndte at yngle i Danmark i 1999 og har siden fået 22 unger på vingerne herhjemme.

DOF inviterer alle til Ørnens Dag den 19. februar, hvor foreningen håber at kunne fremvise massevis af ørne.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu