Sammenstød i Maldiverne efter magtskifte

Maldivernes præsident er offer for et kup og blev tvunget ud med våbenmagt, siger landets udenrigsminister.
8. februar 2012 kl. 15:15Opdateret 8. februar 2012 kl. 15:25

Flere tusinde tilhængere af Maldivernes ekspræsident Mohamed Nasheed er stødt sammen med kampklædt politi i Maldiverne.

Det sker dagen efter, at Nasheed ifølge sine støtter blev tvunget til at træde tilbage.

Han og hans allierede siger, at der er tale om et kup i den lille østat, og ekspræsidenten opfordrer sin efterfølger - tidligere vicepræsident Mohamed Waheed Hassan - til at træde tilbage.

- Han har altid leget med idéen om at blive præsident. Da muligheden viste sig, tog han den, siger den 44-årige Nasheed.

Udenrigsminister Ahmed Naseem siger til det tyske nyhedsbureau dpa, at Mohamed Nasheed blev truet med pistol og tvunget til at træde tilbage.

- Præsidenten blev med våbenmagt tvunget til at underskrive sin afskedsbegæring af sikkerhedsstyrkerne og politiet, der handlede på ordre af vicepræsidenten, siger udenrigsministeren i telefonen fra Male.

- Det er et kup. Vi kan ikke acceptere det, der har fundet sted. Det internationale samfund skal vide, hvad der foregår her, siger Ahmed Naseem.

Landets ny styre har indført udrejseforbud mod flere personer fra Nasheeds regering og har desuden udskiftet topcheferne for forsvaret og politiet, skriver nyhedssitet Haveeruonline.

Mohamed Nasheed var blandt de tusinder, der onsdag demonstrerede i hovedstaden Male, inden politi og soldater tvang dem væk.

Nasheeds parti, MDP, siger i en udtalelse, at den tidligere præsident fik tæv af politiet under demonstration, hvor også andre parlamentsmedlemmer angiveligt er kvæstet og anholdt.

/ritzau/dpa

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer