Thorning: Trængslen vil ikke forsvinde

Statsminister Helle Thorning-Schmidt kalder det en sejr for regeringen, at man nu har droppet betalingsringen.
22. februar 2012 kl. 15:49Opdateret 22. februar 2012 kl. 16:17

Selvom iagttagere kalder statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) håndtering af sagen om betalingsringen for amatøragtigt, så fortryder statsministeren ikke noget.

Tværtimod er det en sejr, at regeringen har lyttet til den massive kritik, der har været af betalingsringen. Det siger Helle Thorning-Schmidt i et interview med Ritzau, efter regeringen onsdag valgte at trække betalingsringen tilbage.

- Det er altid en sejr, når man finder den rigtige løsning. Det kan godt være, at vejen derhen er snørklet. Men det er altid godt, når man finder den rigtige løsning, og det er vi helt overbevist om, at vi har fundet her, siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.

Statsministeren erkender dog, at trængslen vil fortsætte. Problemet med for mange biler i København og andre store byer består. Men hun mener dog, at den ene milliard, som skal bruges på bedre og billigere kollektiv trafik, vil få betydning for mange danskere.

Socialdemokraterne og SF besluttede tirsdag at droppe den famøse betalingsring efter at have talt varmt for den i flere år. Og nu - som hasteerstatning - giver man så en milliard kroner årligt til billigere billetter og bedre kollektiv trafik.

Spørgsmål: Du er blevet kaldt amatøragtig i pressen efter det forløb. Er du selv tilfreds med den måde, du har håndteret det på?

- Vi ville gerne gøre noget for dem, der hver dag spilder en masse tid i trafikken, og derfor foreslog vi en betalingsring. Det viste sig så, at ingen af dem, der skulle bruge den, virkede specielt tilfredse, siger Helle Thorning-Schmidt.

- Det er min opgave at lytte til kritikken fra forstadsborgmestrene, pendlerne og fagbevægelsen og skære igennem, og derfor står vi i dag med en rigtig god løsning, som betyder at borgerne ikke får en betalingsring, som de ikke ser ud til at ønske, siger hun.

Spørgsmål: Men kritikken er ikke ny. Skulle du ikke har trådt ind langt tidligere?

- Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes jo, at vi har givet det den tid, det skulle have, og det var ikke nogen nem beslutning. Det er noget, der står i vores regeringsgrundlag, men det er vigtigt for mig, at jeg skar i gennem.

Spørgsmål: Er der noget, du fortryder i din egen håndtering af det?

- Nej, det er der faktisk ikke. Altså, vi har gjort det, vi siger, vi vil gøre som regering: vi har lyttet. Og på mange måder er det jo nemmere bare at tonse derudaf og følge regeringsgrundlaget slavisk, men vi har lyttet, og det har taget noget tid, siger statsministeren.

Spørgsmål: Hvor alvorligt ser du på det her med ikke at følge regeringsgrundlaget?

- Jeg synes, at det vigtigste for regeringen er at træffe de rigtige beslutninger.

Spørgsmål: Så det var ikke det rigtige, det der stod i regeringsgrundlaget?

- Jo, det var en løsning på et problem, som stadig eksisterer. Der er stadig trængselsproblemer og meget trafik i København, hvor folk spilder tid i trafikken. Det er der i dag, og det var der i går.

Spørgsmål: Og det er der så også igen i morgen?

- Ja, men forhåbentlig kan vi finde nogle nye løsninger. Men den løsning vi havde, den var der simpelthen ikke opbakning til. Jeg skal tage bestik af, at helt almindelige mennesker ikke synes, det er en god idé, selvom det kræver mod.

Spørgsmål: Er det her et løftebrud?

- Vi synes jo, vi havde et på mange måder rigtig godt bud på denne her trængsel. Men der var ikke stemning for det. Det her er udelukkende et spørgsmål om, at vi lever op til det, vi har sagt, vi ville, nemlig at lytte til befolkningen.

Spørgsmål: Så det var ikke et løftebrud?

- Jeg vil ikke gå ind i den diskussion. Vi har taget den bedste beslutning for vælgerne. Og når alt det her har lagt sig om beskyldninger om den måde, vi arbejder på, så vil det stå klart, at vi har truffet den rigtige beslutning.

Spørgsmål: Så man kan godt se det her forløb igen en anden gang?

- Lige præcis denne her sag har vist sig at optage rigtig mange mennesker. Så man skal selvfølgelig finde et leje mellem, at man har en bred debat og så træffe en beslutning.

Spørgsmål: Hvad får vi alle sammen ud af den nye løsning?

- For det første er en milliard kroner til billigere billetter og investeringer i kollektiv trafik rigtig mange penge. Og vi har ikke set så store investeringer i det her område i mange, mange år.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip C Stone

"Selvom iagttagere kalder statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) håndtering af sagen om betalingsringen for amatøragtigt, så fortryder statsministeren ikke noget.

Tværtimod er det en sejr, at regeringen har lyttet til den massive kritik..."

Efter min mening indebærer format bl.a. at man er i stand til at vedkende sine fejl og mangler. Ved at udråbe det pinlige forløb til en sejr har HTS kun styrket sin utroværdighed.

Trængslen vil ikke forsvinde .... hm, kunne man forestille sig, at borgerne gjorde en indsats ?

Eller undersøger alle allerede enhver mulighed for at komme til København ... eller bevæge sig rundt i byen, uden brug af bil ?

Du godeste, jeg er vist ved at rode mig ind i noget med solidaritet, borgersind eller hvad det nu hedder.

Jeg må hellere gå i seng.

"Tværtimod er det en sejr, at regeringen har lyttet til den massive kritik, der har været af betalingsringen. Det siger Helle Thorning-Schmidt i et interview med Ritzau..."

Hele kritikken har været iscenesat af den borgerlige presse, som efterhånden har taget magten i Danmark.

At tage store beslutninger er ikke en popularitetskonkurrence. Mange var sure ved anlæggelsen af Metro. Der var intense indveninder om miljøhensyn og andet i forbindelse med Storebæltsbroen. Det samme med Øresundsbroen.

Det var upopulært at afskaffe efterlønnen. Kommunesammenlægningerne var en beslutning, der blev taget og fulgt igennem, selvom den også affødte kritik.

Det der står tilbage efter Helle Thornings "sejr" er vel i realiteten kun hendes personlige sejr over fortsat at kunne se frem til at kunne hæve livsvarig ministerpension?

Næsten to kroner i billigere billetter, et ligegyldigt "hotfix", der maksimalt svarer til at holde billetpriserne indenfor det offentlige i ro i 2 år, særligt ovenpå de pris-stigninger regeringen indførte da de trådte til efterlader vel ikke nogen med et indtryk af en regering, der har sine meningers mod?

Bjarne Bisgaard Jensen

Meningers mod er en mangelvare i dagens politik. Derfor står de altid lidt pjuskede tilbage, når toget kører.
Margrethe de 3. glimrer fuldstændig med sit fravær til at understøtte en regering som hun selv er en del af. Pinligt ud over alle grænser

Som Jan Larsen skriver, den borgerlige presse vandt og har bevist at den har magten. Demokratiet er sådan set sat ude af spil. Villy, Helle og EL har ikke et eneste talerør i dansk presse. Det er udemokratisk og information burde have gjort ligesom mandag morgen og have undersøgt sagen, men det er nok for meget forlangt.

Selv hvis man er borgerlig anlagt, bør man kunne se lidt længere ud i fremtiden og komme med et kvalificeret bud på, hvad der sker, når 40% af befolkningens repræsentanter ikke har adgang til pressen på lige vilkår med de andre.

Mandag morgen: "Medierne har vinklet betalingsringen ihjel"

https://www.mm.dk/medierne-har-vinklet-betalingsringen-ihjel

Ruben Michelsen

En europæisk minister (jeg husker ikke navnet) udtalte for et stykke tid siden noget lignende som:

"Alle politikere ved, hvad der bør gøres, men ingen kan fortælle os hvordan vi bliver genvalgt, hvis vi gør det".

Pær Køie Kofod

Thorning sætter det Lord Nelsons blinde øje foran optikket.

Der er grusomt mange måder at løse "trængsels" opgave-/problemformuleringerne på.

Den eneste begrænsning er det faglige uddannelsesniveau.
Der er fundementalt er begrænset i sit optik -
Snæversynet.

Tilsyneladende IKKE kan se skoven for bar træer.

Men desværre heller ikke overraskende.
Da Regeringspartierne efterlyser en "Samkørings-minister".

Læs Statsminister med koordinerende overblik.

(Lars Løkke Rasmussen var heller ikke noget lys. Selvom han var juridisk uddannet)

randi christiansen

Forslaget ville koste almindelige skatteborgere mange penge og flytte trængslen til omegnskommunerne. Hvad er det rigtige i bare at flytte aben ?

Det ER en ommer - frygtelig sørgeligt for alle de børn og voksne, som nu skal fortsætte med et liv i forgiftet luft. Det bliver jo ikke bedre, som tiden går - belastende ikke blot for nuværende og fremtidige generationers fysiske og psykiske sundhed men dermed også for de offentlige budgetter – et skræmmende scenario.

Mona Blenstrup

Hvofor vedblive at hakke på de borgere, der kører langt hver dag for at tjene til brødet?

Hvis arbejdspladserne lå mere fordelt i provinsen, hvor folk bor, kunne al den snak om København som en trafiktrængt by (af udenbys trafik) ændres.
Væk med arbejdspladserne som provinsboere alligevel bestrider og dermed væk med trafikstøj, masse og forurening.