Minister siger ja til robotstøvsugere

Robotstøvsugere kan være med til at højne livskvaliteten, fordi man selv bestemmer, hvornår der skal støvsuges
9. marts 2012 kl. 14:58Opdateret 9. marts 2012 kl. 15:10

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) synes det er i orden, at kommunerne kan bede borgere om at klare støvsugningen med en robotstøvsuger.

- Jeg tror, det giver større livskvalitet, hvis man er så selvhjulpen som muligt. Og en robotstøvsuger betyder jo, at man selv bestemmer, hvornår man vil støvsuge, skriver ministeren i en mail til Ritzau.

Ankestyrelsen har netop afgjort, at kommuner gerne må henvise ældre til teknologiske hjælpemidler som en robotstøvsuger i stedet for at få støvsuget på gammeldags manér.

Afgørelsen er en principafgørelse truffet på baggrund af tre konkrete sager om hjælp til rengøring til borgere i 80-års-alderen.

Samtidig siger Ankestyrelsen, at kommunen kan give afslag på hjælp, hvis den ældre selv kan klare rengøringen over flere dage.

Afgørelsen siger ikke klart, hvem der skal betale for en robotstøvsuger, men ældre med dårlig økonomi skal have hjælp, fastslår ministeren.

- Det er vigtigt for mig, at der er tale om en ordning, hvor folk der ikke har råd til det, støttes økonomisk i købet af en robotstøvsuger, skriver ministeren.

Som reglerne er i dag, kan man søge om hjælp til robotstøvsugere som et forbrugsgode, og i udgangspunktet gives der 50 procent i tilskud.

Kommunerne har herudover mulighed for at yde et personligt tillæg til den resterende del af udgiften for økonomisk svagt stilede folkepensionister.

Ældre Sagen frygter, at kommunerne tolker Ankestyrelsens afgørelse således, at borgeren bare får frataget sin hjemmehjælp med henvisning til, at teknologiske hjælpemidler kan klare det hele.

- Der er mange fordele ved robotstøvsugere, baderobotter og robotter, der kan vende svage ældre i sengen. Men det afgørende er, hvordan teknologien bliver brugt, siger chefkonsulent Olav Felbo, Ældre Sagen.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Danmark er ved at være et fattigt samfund.

For der er faktisk en lang række praktiske ting, man ikke kan sætte en støvsuger til at gøre. Og ud over det rent sociale er hjemmeplejen jo også en god kontrolmulighed, der kan afsløre, hvis noget er galt.

Per Meinertsen

Jamen det bliver jo så nogle spændende diskussioner at følge fremover, når kommunerne skal til at sætte regler for hvor store nullermændene i krogene må blive, og hvor mange krummer der er acceptabelt mellem stolebenene.

Grethe Preisler

Fordelen ved at erstatte hjemmehjælperne
med robotstøvsugere er, at de lykkelige ejere af robotstøvsugere "selv kan bestemme, hvornår der skal støvsuges". Hvilket socialministeren ifølge Ritzau formoder vil give dem større livskvalitet.

Ulempen ved robotstøvsugerne er imidlertid, at de indtil videre ikke duer til andet andet end til at feje krummer op fra vandrette flader i gulvhøjde i sparsomt møblerede rum uden løse tæpper og andre overflødige dikkedarer.

Og hvor meget hjælp til selvhjælp og livskvalitet er der lige i det?