Nationalpark Skjern Å er opgivet

Nationalpark Skjern Å er taget af bordet, mens Nationalpark Kongernes Nordsjælland hænger i en tynd tråd.
23. marts 2012 kl. 13:11Opdateret 23. marts 2012 kl. 15:55

Fronterne var på forhånd trukket skarpt op, da forligskredsen bag nationalparkerne Skjern Å og Kongernes Nordsjælland fredag mødtes.

Og da mødet sluttede, var Nationalpark Skjern Å opgivet.

- Vi har valgt at lægge projektet ned, siger miljøminister Ida Auken (SF).

Det har ifølge ministeren været komplet umuligt at føre parterne sammen.

- Viljen var der simpelthen ikke, siger Ida Auken.

Arbejdet med Nationalpark Skjern Å har stået på længe, hvor forligskredsen har undersøgt muligheden for inddrage den sydlige del af Ringkøbing Fjord inklusiv Tipperne og Værnengene i Nationalpark Skjern Å.

Men et flertal i byrådet i Ringkøbing-Skjern ønskede den oprindelige afgrænsning og sendte sagen tilbage til Folketinget.

Det forslag omfatter Hoven sydøst fra Skjern, hvor 53 lodsejere i deres høringssvar har protesteret mod at blive en del af projektet. Alligevel ville alle partier undtagen Dansk Folkeparti støtte byrådets oplæg. DF ville have Hoven fjernet.

Socialdemokratiets miljøordfører, Torben Hansen, giver Dansk Folkeparti skylden for sammenbruddet.

- Det er trist og ærgerligt. Dansk Folkeparti har smidt flere års arbejde på gulvet, siger han.

Dansk Folkepartis miljøordfører, Jørn Dohrmann, siger, at man blot har lyttet til befolkningen og mener samtidig, at regeringen har haft en anden dagsorden med at droppe Nationalpark Skjern Å.

- Ministeren har ønsket, at det her projekt skulle dø, så man kan bruge pengene til noget andet, siger han.

Nationalparken Kongernes Nordsjælland risikerer efter dagens sammenbrud at hænge i en tynd tråd. Her er modstanden blandt lodsejerne endnu mere omfattende mod det forslag, som de fem berørte kommuner udarbejdede i maj 2009.

- Forligskredsen er optaget af at skabe accept og forståelse for projektet, så vi kan få en sammenhængende nationalpark. Derfor bliver lodsejerne inviteret på en studietur til en eksisterende nationalpark, siger miljøminister Ida Auken.

Forligskredsen bag Nationalparkloven rummer alle Folketingets partier på nær Enhedslisten.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian Pietersen

som naturelsker....lystfisker igennem hele livet, kan jeg kun være tilfreds...sørg for naturen er ren, sørg for børn lære naturen at kende, så de får glæde og ansvar for den, fredninger sucks.

@Bill

Fordi hele ideen er et skalkeskjul for afvikling af den danske natur. Det er jo ikke naturparker, men nationalparker og hører på den måde i kategori med margueritteruterne.