Telegram

Ny bankpakke skal hjælpe landbruget

Bankpakke 5 skal hjælpe landbruget samt mindre virksomheder og er klar om et døgn siger erhvervsministeren.
Telegram
1. marts 2012 kl. 10:45

Regeringen vil hjælpe såvel gældsramte landmænd samt ejendomskunderne i FIH Erhvervsbank. Derfor forhandler erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) med forligspartierne bag Finansiel Stabilitet om en ny bankpakke 5.

Den femte bankpakke vil være på plads indenfor det næste døgn, siger ministeren efter et møde torsdag med forligspartierne bag Finansiel Stabilitet.

- Bankpakken skal primært skabe vækstmuligheder i landbruget og for små og mellemstore virksomheder, siger Ole Sohn.

Han understreger, at der ikke er tale om en støtteordning.

Den femte bankpakke opretter dels en statslig jordbank, der skal redde sunde landmænd, som får mulighed for at låne op til tre-fire milliarder kroner. Jordbanken ejes af Nationalbanken og finanssektoren.

Godt 150 landmænd med 2,5 milliarder kroner i gæld flyttes til et nyt selskab. Først barberes deres gæld, så deres landbrugsdrift igen kan betale renterne af gælden. Så kan landmændene igen tjene penge og måske betale nogle af pengene tilbage.

Ifølge TV2 Finans' oplysninger betyder den nye bankpakke, at FIH Erhvervsbank deles i to. Statens skraldemandsselskab, Finansiel Stabilitet, overtager lån for 17 milliarder kroner i erhvervsejendomme. FIH Erhvervsbank ejes af ATP.

- Vi skal have det bedst mulige fundament for at skabe vækst for små og mellemstore virksomheder. Små og mellemstore virksomheder har store kvaler ved at skaffe midler, siger Ole Sohn.

De Konservatives forhenværende økonomiminister, Brian Mikkelsen, påpeger, at forligspartierne forhandler en stor aftale.

- Det er en meget stor aftale, som koster mange milliarder. Det er vigtigt, at man kender indholdet til bunds. Derfor vil partierne nu have svar på nogle spørgsmål, inden man forhandler videre, siger Brian Mikkelsen.

/ritzau/

Opdateret 1. marts 2012 kl. 13:55

Michael Pedersen

Socialiser tabene, privatiser profiterne - igen igen.

Jørgen Bjerring

Nationalisér de landbrug, som reelt burde ryge på tvangsauktion - de pågældende landmænd og deres finansierings'eksperter' burde smage krabasken (i overensstemmelse med god liberalistisk tankegang). De pågældende landmænd kan så - hvis de ønsker det - aflønnes for at drive den nationaliserede jord
- og offentligheden kunne evt. sikres adgang til arealerne i det omfang de omlægges til natur mv.

Og hvem skal betale for de 4-5 mia. kr. som landbruget mv. kan låne? Åbenbart de mennesker som ikke længere kan få førtidspension eller hyr?

Vi har idioti i højere potens her. Først giver vi 7,6 mia. kr. i landbrugsstøtte. Det er med til at drive de enorme landbrugsrådgivningscentre, som leder efter fikse huller i lovgivningen, så landmændene kan gældsætte sig så højt, at de kan fortsætte deres rapseri i statskassen.
Forleden hvinede de højt fordi de ikke må høvle jorden af kanterne af åer og vandløb så svinegyllen kan flyde uhindret ud i miljøet. Tidligere opdagede nogen, at de bruger penge fra deres lån til investeringer i masser af pesticider og medicin. Resten af de penge, vi skatteydere har givet dem, investerer de i svinefarme i Ukraine, Letland, Polen og andre steder, hvor myndigheder ikke har overblik over landet - og ikke kan dæmme op for de voldsomme miljøskader svineavlen medfører.
Til ingen gavn for landet og til skade for os som borgere.

Ursula Nielsen

Jeg mangler at få at vide hvad der sker, hvis borgerne ikke betaler bankpakke 5?

Og hvad får vi ud af at tage en risko, som ATP ikke vil tage?

Ursula Nielsen

- "Hvis finanssektoren kunne stå på egne ben, ville den gøre det. Men der skal gøres noget for små- og mellemstore virksomheder og landbruget, forklarer han."

Hvis førtidspensionisterne kunne stå på egne ben ville de også gøre det.

Er der ved at brede sig en svaghedstænkning i bankverdenen? Har de mon fået for meget hjælp af velmenende hjælpere, der har frataget bankerne initiativ og virkelyst? Bankpakke 5? Hm...

Så landmændene får altså lov til at beholde alt det, som de i en lånerus har købt på klos?

Jorden burde istedet inddrages af staten til skabelse af koorperativer, hvor alle arbejdere sammen ejer og driver landbruget. Kombinér dette med økologi.

@ Ursula: finanssektor, landbrugssektor - intet vil de sky af selvfornedrelse, hvis de kan få dig, mig og alle andre skatteydere til at punge ud: Det er jo ikke klatskillinger der er tale om: Vi smed 6,6 mia. kr. i Roskilde Bank, det svarer til hvad vi anvendte på kontanthjælp i 2009-11 (3 år) - 2011 finanslovens viste 2,7 mia. kr. til kontanthjælp.

Morten Kjeldgaard

Priserne på landbrugsejendomme er skruet så sindsygt højt i vejret, at selv den dygtigste landmand under de allergunstigste forhold kan glemme alt om nogen sinde at betale gælden tilbage. Nogensinde.

Landbruget er en lukrativ pengemaskine for bankerne, for samfundet vil aldrig lade landbruget gå på røven, og det ved de.

En bankpakke der hjælper landbruget? Man må le højt: LOL LOL LOL. Den hjælper bankerne til køre de risikofrie spekulationsgevinster hjem. I det mindste kalder politikerne det en BANKpakke og ikke en landbrugspakke, så en smule hæderlighed er der dog tilbage.

I forhold til landbrug i de fleste andre EU-lande er dansk landbrugs problem simpel overinvestering.

Gælden er simpelt hen for stor i forhold til den potentielle indtjening. Og den kortfristede gæld udgør en alt for stor andel af den samlede gæld.

I andre EU-lande kan f.eks. en traktor let køre 12.000-16.000 drifttimer. Men ser man på brugte traktorer hos danske forhandlere, har halvdelen ikke kørt 2.000 timer, og rester har kørt mindre end 4.500 timer.

Videre er der købt jord op til 225.000 DKK pr. ha, men det er ikke muligt at forrente jorden til blot 100.000 DKK.

Derfor, hvis man skal hjælpe et betrængt erhverv, der i forvejen får så enorme subsidier, at det vil være billigere at lønne landmændene for ikke at lave noget,
bør man i hvert fald først stille krav om holdbare planer for nedbringense af gælden til et rimeligt niveau over de næste 5 år.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg synes, de skulle have lov at gå konkurs, og tage de uansvarlige lokalbanker med sig. Der er ingen grund til at kaste gode penge efter dårlige. Lad dem lukke, og lad evt. "jordbanken" overtage gårde på tvangsauktion, som så for en dels vedkommende kan tages ud af drift og indgå i naturskabelse, mens resten stilles til rådighed for mindre, nye økobrug. Som man skabte husmandsbrug via staten i gamle dage.

morten hansen

Bare sig ordet 'bankpakke', og du har sagt:
- penge ned i lommen på den mest subsidierede og forkælede sektor i DK -- og Verden for tiden.
- understøttelse af en sektor, der har gamblet for alle andres regning
- eftergivenhed overfor klynke- og gidsel-kapitalismen og deres 'er det ikke synd for os?' og deres 'hvis I ikke betaler nu, bliver det værst for jer selv' og deres 'vi er for store og betydningsfulde til at gå ned'.

Prøv lige og hør! Er man kapitalist eller ej? Har man nosser til at spille på den ægte kapitalismes betingelser, eller er man tøsedrenge, der vrider og vend sig for at få andre til at løbe risci? Har man ikke hørt om begrebet 'risikovillig kapital'?

Regeringerne falder over hinanden for tiden for at få lov - åh lad os få lov! - til at forære en usund branche den ene pengepose efter den anden, som så blot forsvinder i det store globale hul af forsvundne likvider.

Hvornår tager en kyndig journalist sig sammen til at undersøge og beskrive fænomenet 'Shadow Banking'?

morten hansen

Jeg glemte at sige:
Lad en ny generation af ildsjæle genoplive de basale dyder fra husmandsbevægelsen.

Og hvor gik det galt for det danske landbrug?
Uden at gå i detaljer nævner vi blot: industrialiseringen, giftsvineriet, EU, traditionstabet, storbrugene og det kvælende vokseværk.

Landbruget lider i dag af den samme sygdom som familien og landøkonomien. Man kan med almindelig nøjsomhed ikke længere overleve i det små. Landsbyerne oplevede det, de små handlende oplevede det. Det store usunde, grådige dyr ødelagde betingelserne for det små og sunde.

Et greb i egen barm hos de små må nødvendigvis også give det output fra reflektion, at man lod sig rive med af 'storhedsbølgen'. Man blev selv grådig, hæderligheden forsvandt samtidig.

Andelsbevægelsen degenererede, der gik ARLA i den. Og med den røg folkesundheden også. Kan vi ikke snart få noget fokus på, hvad pasteurisering gør ved mælk og vores immunforsvar!? Giv en kalv pasteuriseret mælk, og den dør! Hvorfor mon børn render rundt med snot ud af næsen, hvorfor mon aller ker breder sig som steppebrande?

Gendan husmandsbevægelsen. Gendan respekten og værdsættelsen for jorden, landet, det enkle liv, naturen, sundheden. Der er gået NOVO i den, de tjener kassen på livsstilssygdomme. Gendan landbruget som en hæderlig beskæftigelse.

Køb lokalt, nægt at æde gift, bandlys genmodificering.

John Vedsegaard

Kunne man ikke bare lade staten opkøbe de landbrug der ikke tjener penge nok, eller har dummet sig med at låne mere end de kan betale. Derefter leje ud til de samme landmænd, på betingelse af at de ikke låner en eneste krone, da lejekontrakten så ophører med øjeblikkelig virkning..

Mona Blenstrup

Morten Hansen@

Jeg er ked af, at jeg kun kan trykke en gang på anbefal knappen.

John Vedsegaard

Yderligere vil jeg lige sige:
Det er meget sjældent jeg kan anbefale samtlige kommentarer i en debat, det kan jeg i denne.

Tak fordi der stadig findes nogle som tror på fællesskabet, det er sjældent i den "virkelige" verden.

Nogle er for eksempel inde på andelstanken, netop det er en væsentlig grund til at det går godt i Danmark nu om dage. Kunne man for eksempel nedlægge nogle af de meget store landbrug, og erstatte dem med meget mindre husmandssteder, vil der både give arbejde her og nu og reducere statens udgifter på lidt længere sigt. Skulle det være nødvendigt at give tilskud, i form af bistandshjælp, reduceret naturligvis, vil det stadig være billigere i kroner og øre. Men have en yderst positiv menneskelig effekt - som jo så har været gratis.

Personligt mener jeg vi skal frem til: Det at bo i "udkants Danmark" er yderst attraktivt, både fordi der er liv i de områder, men også fordi det er en måde at skabe et liv.