12.000 danskere protesterer i Flensborg

Skoledirektør i Sydslesvig kalder demonstration mod besparelser på danske skoler "en fantastisk manifestation"
21. april 2012 kl. 14:40Opdateret 21. april 2012 kl. 14:45

Omkring 12.000 danskere dannede lørdag et næsten seks kilometer langt optog i Flensborg. Med syvtommersøm slog det danske mindretal fast, at man ikke vil acceptere nedskæringerne, som har ramt danske skoler i Sydslesvig.

- Det er helt fænomenalt, at så mange har tilkendegivet, at forskelsbehandlingen mod danske skoler ikke kan fortsætte, siger skoledirektør Anders Molt Ipsen, Dansk Skoleforening for Sydslesvig, til Ritzau.

- Der har været en fantastisk stemning med taler fra skoleelever og skoleforeningens formand. Temaet har været, at denne diskrimination må stoppe, siger han og understreger, at fejden er politisk og ikke udspiller sig mellem danske og tyske borgere.

Den borgerligt-liberale delstatsregering i Slesvig-Holsten, hvor der bor omkring 50.000 dansksindede, barberede i både 2011 og 2012 knap 35 millioner kroner af tilskuddet til de danske skoler.

Begge år har Forbundsdagen i Berlin holdt hånden under mindretallet og kompenseret en del af det tabte. Den sikkerhed hører dog op i 2013.

- Det var en ekstraordinær håndsrækning, siger Anders Molt Ipsen.

6. maj er der delstatsvalg i Slesvig-Holsten. Genvælges den siddende delstatsregering i Kiel, så risikerer mindretallets skoleforening et bragende underskud på godt 37 millioner kroner i 2013.

- Det er en meget alvorlig sag. Hvis den siddende regering bliver genvalgt, så vil det være eksistenstruende for mange af vores skoler, siger Anders Molt Ipsen.

To uger før valget er det sandsynligt, at Socialdemokraterne (SPD) og De Grønne opnår et snævert flertal. Begge partier har tilkendegivet at genindføre den økonomiske ligestilling af de danske skoler med delstatens offentlige tyske skoler.

- Tilskuddet til vores skoler er med til at sikre freden i grænselandet. Folk skal kunne vælge den kultur, de vil. Sådan er det også i Sønderjylland, fastslår Anders Molt Ipsen.

Dansk Skoleforening for Sydslesvig driver 46 skoler og 55 børnehaver. Nedskæringerne har allerede medført en skolelukning, øget forældrebetaling til børnenes skolegang samt kostet 15-20 lærerstillinger.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu