Det sker i Breivik-sagen tirsdag

Anders Behring Breivik kan på andendagen af retssagen forklare sig frit og i detaljer om hans ugerninger.
16. april 2012 kl. 16:24Opdateret 16. april 2012 kl. 16:30

Anders Behring Breivik mælede ikke mange ord under mandagens retsmøde, der starter den 10 uger lange terror- og drabssag mod den højreekstreme nordmand.

Men offentligheden skal forberede sig på at høre mere end blot få kommentarer og enkelte bemærkninger fra den 33-årige massemorder, der bombede Oslo og henrettede 69 mennesker på Utøya med en pistol og automatriffel sidste sommer.

Tirsdag retter verdens øjne sig igen på sal 250 i Oslo Byret, hvor Breivik for første gang i offentligheden forklarer sig i detaljer.

Først får han mulighed for at forklare sig frit - med eventuelle spørgsmål fra dommeren - før anklagemyndigheden starter med at stille ham spørgsmål.

Brevik har anmodet om at bruge et støttedokument under sin forklaring for at sikre, at han får det hele med, fortæller hans forsvarer Geir Lippestad i retssalen mandag.

Tirsdag begynder kampen om Breiviks tilregnelighed også for alvor, hvor fire retspsykiatere på nærmeste hånd vil følge den terrortiltalte mands forklaring.

Der ligger nemlig to modstridende mentalundersøgelser på bordet af Breivik:

Den ene konkluderer, at han er tilregnelig og kan straffes med almindeligt fængsel, mens den anden lægger op til, at han skal idømmes tvungen psykiatrisk behandling.

Dermed kan observationer i retssalen måske gøre en forskel, når der skal tages endelig stilling til Breiviks mentale helbred senere i retsforløbet.

Lederen for den norske advokatforening, Berit Reiss-Andersen, tror, at anklagemyndigheden tirsdag især vil spørge Breivik om hans liv mellem 1995 til 2006.

Statsadvokat Svein Holden fastslog mandag, at der i netop denne periode skete en stribe vigtige hændelser i Breiviks liv.

- De vil nok gå ganske kronologisk til værks for at belyse ting som indkøb og økonomi, før de går på Breiviks politiske motivationer, siger Berit Reiss-Andersen til det norske nyhedsbureau NTB.

Svein Holden fra den norske anklagemyndighed deler sagen op i yderligere fire tidsperioder:

August 2006 til 4. maj 2011, 4. maj til 21. juli, den 22. juli - samt tiden efter pågribelsen af Breivik.

/ritzau/NTB

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Hansen

@johannes:

Næh, her kan vi skam godt træffe vores valg selv. Du behøver sørme hverken læse eller trykke på artiklerne.

Lige så lidt som jeg fatter, hvad der foregår og har foregået inde i den mands hovede, lige så vigtigt er det for mig, at forsøge at forstå, hvad der foregår derinde og hvordan det er kommet derind.

Jeg hopper ikke på den med dødspornoen. Det handler om med- og mellemmenneskelighed og et forsøg på at forstå det uforståelige i mennesket.

Tak for dit svar Johannes.

I modsætning til dig, så har jeg nok ikke svaret på hele gåden. Jeg ved heller ikke om jeg får det, men jeg tror ikke på, at nogen bare er født onde og, at vi som accept af dette, må sikre os så godt vi kan imod ondskaben ved bl.a. øget overvågning (eksempelvis i form af kunstgødning og andet mere obskurt på terrorlister m.v.).

Når man ser igennem sumpen af magtesløshed overfor denne absolutte ugerning forvoldt på det eneste guld vi reelt har, nemlig vore børn og unge og ser igennem den store sorg og ulykke som den har medført, så melder spørgsmålet sig for mig helt naturligt. Hvordan kunne han? Hvordan er han blevet sådan? Hvem eller hvad plantede disse vrangforestillinger om at han skulle redde Norge (Europa) ((Vesten)) fra islamisk invasion. Fik han for lidt kys og kærlighed som barn? Var han underlagt en dominerende mor og en fraværende far? Var han mere fyldt af selvtillid end selvværd? Var det virkelig en ydmygende episode påført af drenge med anden etnisk baggrund, som han oplevede i sin ungdom, der plantede kimen? Var det medlemsskabet af den norske udgave af DF og den til tider meget heftige udlændingedebat, som også kørte i Norge, der lagde ved til bålet? Var medlemsskabet af skytteforeningen et skridt på vejen? Var den meget langvarige, totale opslugen af computerspil om korsriddere med til tage ham længere ind i sin drømmeverden og sluttelig; Var spillet Modern Warfare øvelsen og startskuddet der materialiserede ugerningen?

Vi er ikke født onde, men nogle af os laver onde gerninger og jeg vil gerne vide hvorfor!