Tusindvis af danskere får ekstra tv-regning

Støj fra nyt datanetværk vil forstyrre fjernsynskigningen og sende en ekstraregning til tilfældige danskere.
12. april 2012 kl. 23:51Opdateret 13. april 2012 kl. 00:00

For få år siden sendte lukningen af det analoge tv-signal tusindvis af danskere på indkøb efter nyt tv-udstyr.

Og nu kan en ny ekstraregning være på vej til tusindvis af danske fjernsynskiggere.

Nyhedsmagasinet Ingeniøren skriver fredag, at teknologien 4G, som benyttes til mobilt bredbånd, vil medføre forstyrrelser og i værste fald sort skærm.

4G rulles ud fra næste år og vil i den forbindelse benytte sig af frekvenser, der tidligere har huset tv-kanaler. Det kan give forstyrrelser hos fjernsynsseerne, som ikke umiddelbart på forhånd kan vide, om de vil få problemer.

Professor i telekommunikation ved Aalborg Universitet Knud Erik Skouby betegner det som "fuldstændigt tilfældigt", om den enkelte borger bliver ramt af problemerne.

Han opfordrer derfor staten til at refundere borgernes udgifter med at løse problemerne, der i yderste konsekvens kan kræve et nyt fjernsyn.

- Det er ikke rimeligt, at folk skal betale hverken 500 eller 5000 kroner, bare fordi de bor et forkert sted, siger Knud Erik Skouby.

Ifølge Ingeniøren står staten til at tjene millioner på salget af frekvenser til 4G-udbydere, og de penge bør ifølge forskeren gå til at afhjælpe problemerne.

Erhvervsstyrelsen mener dog, der er tale om et begrænset problem, og vurderer, at højest 10.000 husstande vil blive ramt.

Hos Teracom, som driver det jordbaserede tv-sendenet i Danmark, vurderer man imidlertid, at størstedelen af den halve million danskere, der har egen antenne, vil få problemer.

Uanset omfanget bakker Forbrugerrådet op om en kompensation til forbrugerne, som der også er lagt op til i Norge og Storbritannien.

- Der er principielt ikke forskel på, om det er 10.000, 100.000 eller en million, der får problemer. De forbrugere, der bliver ramt, skal kompenseres, siger seniorkonsulent Martin Salamon.

Men erhvervsminister Ole Sohn sender regningen retur til tv-seerne.

- Det er og bliver i vidt omfang kvaliteten af udstyret og installationerne hjemme hos den enkelte borger, der er afgørende for, om modtagelsen af tv kan blive forstyrret.

- Derfor mener jeg også, at det er rimeligt, at den enkelte borger selv sørger for at udskifte dårligt eller utidssvarende udstyr, siger han.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian Pietersen

**For få år siden sendte lukningen af det analoge tv-signal tusindvis af danskere på indkøb efter nyt tv-udstyr.**

ja, der bondefangede man befolkningen som man også gør med computere... opdatering opdatering--> Biiip for gammel, for at se næste episode af skum, BETAL... c¨,)

Engang imellem bør man springe over bagudkompabiliteten. Tænk blot på PC x86 der hænger i dyndet fra de første 8086 -von Neumann maskiner. (Enkelt bus, ikke-lineær adressering og andre mærkværdigheder som f.eks. Windows, der blev resultatet af bagudkompabilitet. Et krav om at dyrekøbt software skulle kunne genanvendes ved systemopgradering.)

Okay. Mange er efter Microsoft, som dog bør have kredit som basis for et frit internet og at vi hver især kan råde over decentral og uregulérbar computerkraft.
Centralisering og kontrol er vist på vej tilbage via mobilnet og Cloudcomputing.

SF og her Ole Sohn gør såmænd alt for at lægge sig ud med befolkningen for tiden. Det er absurd at vælte omkostningerne for en elendig og mangelfuld planlægning over på vælgerne, når der nu er midler til at imødekomme situationen. Lidt anstændighed, hr Sohn? Man kalder det public service og ikke tilfældig opsparing til motorveje, møbler i ministerierne og yderligere spindoktorer. Vi husker den slags på valgdagen. Hukommelsen er nemlig mere intakt herude end spinfolket vil bilde dig ind...

Med venlig hilsen

Lars Villumsen

Jeg er en af de 10.000 der er ramt.

Elendigt TV er det eneste jeg kan modtage.

Hver gang jeg tænder mit TV, zoomer kameraet ind på intetsigende TV-værter som forlanger at underholde mig med hjernetømt main stream idioti.

Skifter jeg kanal havner jeg oftest i et cirkusselskab af sociopater på et paradis hotel eller blandt narcissister der søger en partner, men lever bedre sammen med et spejl.

Okay, DR2 er en undtagelse og jeg takker herren for at jeg har den, som den eneste af alle kanaler jeg ikke får hovedpine af.

Lars Villumsen

Jon W Leonen:

Jeg hører ikke blandt de få læsere med samme indsigt som dig og jeg er helt sikkert heller ikke på dit høje intellektuelle stade, så jeg forstår simpelthen ikke hvad din pointe går ud på!

Men jeg kværulerer nok bare, det gør vi blå lejesvende - vi er lidt da-dum-da-dum og kan ikke så meget andet!

Men prøv at forklar dig, jeg vil gerne lære.

Jon W Leonon

Hvor 'intellektuel' behøver man også at være for at forstå at en Regering der tiltrådte 3. Oktober 2011 ikke har noget at gøre med udformningen af et system hvortil
licenserne blev fordelt allerede i Maj 2010 ??

Det er en 'Done Deal' som den nuværende Regering har arvet fra den gamle .